Pressemeddelelse fra Spoken Word Festival
Når Katinka Bjerregaard, Kenneth Thordal, Knud Romer sammen med andre nationale og lokale artister hylder ordet i alle dets afskygninger på årets Spoken Word Festival, bliver det ud fra temaet ‘tabu’. Festivalen afholdes fra 16.-26- august som en del af H.C. Andersen Festivals.
Med årets tema håber festivalleder Betina Følleslev, at Spoken Word sammen med de vidt forskellige events og artister kan sætte ord på nogle af de problematikker i samfundet, sindet og poesien, der oftest forbliver usagte.
“Temaet ‘tabu’ er jo et kunstnerisk og litterært skatkammer. Vi ved alle, at tabuer er til for at blive brudt, og når vi tør sætte ord på det usagte, går det op for os, at vi ikke er alene. Der er det talte ord, musikken og litteraturen vores ven, og det kan være både sjovt, rørende og lettende, når nogen peger på elefanten i rummet,” siger Betina Følleslev.
Visioner om bæredygtige samtaler
Festivallederen fortæller, at Spoken Word i de kommende år vil vælge tema ud fra FN’s verdensmål, for visionen er, at kunstens, fortællingens og litteraturens perspektiver kan være med til at rykke og udfordre publikums horisont.
“I et politisk og kulturelt landskab, der beskæftiger sig med bæredygtighed på alle fronter, er det naturligt for Spoken Word at positionere og bidrage til det, vi håber er en bæredygtig samtale, der kan nuancere og bidrage til en sund dialog,” siger Betina Følleslev.
Et program fyldt med spændende samtaler
På årets Spoken Word undersøges temaet ‘tabu’ bl.a. i forfattersamtale med Katinka Bjerregaard, der i år udgav debutromanen ‘Klump – en kærlighedshistorie’ om kropsangst, kærlighed og den fysiske transformation, der sker, når man bliver mor.
Transformationer er også på menuen, når forfatter Knud Romer og musiker og sangskriver Kenneth Thordal til åbningen inviterer publikum på en rejse, hvor de gennem fortællinger og sange sejler ud på ukendt grund med tilfældets musik som kompas. Og med storyteller og sangskriver Karl Kristian på programmet, får provinsen og Vesterhavet stemme, når han sammen med sit band synger sine sange, hvor Hvide Sande danner rammen om humoristiske og poetiske fortællinger fra hjemstavnen.
Publikum kan både grine, lytte og lære, når Sexpanelet med Emma Libner, stifter af Kh Underlivet, på analog brevkassemaner svarer på spørgsmål om køn, krop og seksualitet, og så kan man opleve forfatter Liv Nimand Duvå og Sofie Riis Endahl i samtale om ungdom og litteratur, som de tager under kærlig behandling i deres værker. Endelig kan publikum møde poesien og forældreskabets usagte ord i selskab med digteren Duncan Wiese.
Programmet for Spoken Word Festival ’23 releases løbende på festivalens hjemmeside,
, og Facebook-side.Publikum kan selv være med
Festivalen tilbyder også en række interaktive oplevelser, hvor publikum selv kan prøve kræfter med ordet.
På Spoken Words nyligt lancerede skriveværksted SKRIV kan man sammen med skrivelærer Anne Katrine Bagai sætte litteraturens hemmeligheder under lup. Er man sulten efter at dyste – eller opleve andre gøre det – har man muligheden i både Freestyle Rap Battle, OPEN WORD, Filosofisk Time, den “Almene Ord-Quiz” samt Poetry – og Story Slam. Og så kan man rode i sin reol og tage sine teenagememoirs under armen, når Kære Dagbog + Åben Scene indbyder til en sjov og øm aften i dagbøgernes tegn.
SPOKEN præsenteres af Studenterhus Odense med støtte fra Odense Kommune, Statens Kunstfond, H.C. Andersen Festivals, Andelskassen Odense og Spar Nord Fonden.
Kontakt:
For yderligere oplysninger, kontakt:
Festivalchef Betina Følleslev, telefon 28 81 07 22, mail betina@spokenwordfestival.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **