PRM / En måned efter voldsomme uroligheder brød ud i Sudan: Mindst 450.000 børn på flugt, over hundrede børn døde, mens 1800 børn er sårede

    Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark

    “Det er nu en måned siden, at de voldsomme uroligheder brød ud i Sudan. Det skete på et tidspunkt, hvor mange børn i landet i forvejen var livstruende underernærede og hvor tørke og fattigdom plager. Den voldelige konflikt har kun gjort situationen endnu værre for landets hårdt prøvede befolkning,” udtaler Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

    Mindst 190 børn er siden 15. april ifølge UNICEFs seneste oplysninger blevet dræbt og næsten to tusinde børn er sårede. UNICEF anslår, at 82.000 børn er flygtet til nabolandene, mens ca. 368.000 er fordrevet inde i landet.

    Kampene den seneste måned har forværret situationen i landet, der i forvejen var kritisk. Flere end tre millioner børn var allerede akut underernærede – for 610.000 af dem i en sådan grad, at det var livstruende.

    UNICEF har bl.a. sendt nødhjælpssæt, medicin og andre livsvigtige forsyninger til hospitaler og primære sundhedscentre i Sudan, ligesom UNICEF arbejder tæt sammen med regeringer og partnerorganisationer i nabolandene for at optrappe væsentlige livreddende ydelser og støtte til børn på flugt.

    Livsvigtig fabrik brændt ned i Khartoum

    Konflikten tvinger ikke kun børn på flugt, men ramte i sidste uge også en livsnerve; en fabrik i Sudan, der producerer livsvigtig behandling til underernærede børn i form af jordnøddemos brændte ned i Khartoum som følge af konflikten. Fabrikken dækkede 60% af den behandling, der sidste år blev givet til underernærede børn i Sudan og portioner til 14.500 børn gik tabt.

    “Den brutale konflikt i Sudan er en stor trussel for landets børn, der i forvejen er sårbare, men i en verden fuld af konflikter går situationen i Sudan under radaren. Heldigvis kan vi i UNICEF sende støtte, fordi vores faste støtter og partnere bidrager med fleksible midler, som vi kan sende netop hen, hvor kriser opstår,” siger Susanne Dahl.

    Når UNICEF modtager donationer, så kan de komme som bundne donationer til konkrete projekter eller som fleksible midler, der anvendes, hvor behovene er størst; bl.a. hvor der opstår en akut krise. I tilfælde som Sudan har særligt fleksible midler gjort det muligt for UNICEF at bruge pengene, hvor behovet er størst.

    Kontakt:

    Pressemedarbejder Karen Albertsen email: kalbertsen@unicef.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/en-maned-efter-voldsomme-uroligheder-brod-ud-i-sudan-mindst-450000-born-pa-flugt-over-hundrede-born-dode-mens-1800-born-er-sarede?releaseId=13681222

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **