PRM / Flere øko-grise kan gå i skoven

    Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer

    Besøger du en af Sofari-gårdene, der er med i den årligt tilbagevendende besøg-øko-grisene-dag, kan du flere steder opleve samspillet mellem grise og træer. Flere af producenterne arbejder nemlig i stigende grad med skovlandbrug, hvor man planter træer inde i foldene hos smågrise og søer.

    Træerne giver skygge for majsolen, der ellers kan skolde de sarte griseører. Smågrisene får gode legepladser, mens søerne kan pleje deres hud ved at gnubbe sig op ad stammerne. Træerne er dog ikke kun et plus for dyrenes velfærd. De batter også for det vilde liv.

    En af Sofari-værterne er Marianne Fløe Hestbjerg. Hos Hestbjerg Økologi i Vestjylland har de igennem et årti løbende plantet poppeltræer i grisenes folde, mens man andre steder på ejendommen har anlagt insektstakke og genetableret små vandhuller. Alene på markerne til grisene har Hestbjerg Økologi tilplantet 48 hektar med 70 000 træer.

    “Den samlede indsats er med til at skabe levesteder for insekter, planter og vilde dyr. Vores oplevelse er, at vi har fået flere harer og agerhøns, og vi fornemmer en summen af liv. Naturen kvitterer lynhurtigt – og for os skaber det livsglæde,” siger Marianne Fløe Hestbjerg.

    Levende hegn virker

    Risbjerg Landbrug er en anden Sofari-vært, hvor man kan tilføje ordet “skov” foran landbrug.

    Kirsten Rasmussen forklarer, at de allerede har plantet rækker af træer på de marker, hvor det økologiske landbrug dyrker foder til grisene og mad til mennesker. For to år siden er der også sat eg, mirabelle, ahorn og hassel med 27 meters mellemrum for, at træerne kan skabe skygge i udkanten af de kommende grisefolde.

    Kirsten Rasmussen og Risbjerg Landbrug har allerede plantet mange hegn – og er med egne ord godt vandt med mange harer, fasaner og agerhøns.

    “Men vi kan se, at det virker, hvor der er hegn. Og når grisene kommer ud på de nye folde med skygge, er jeg sikker på, at de vil nyde skyggen under træerne på de varme sommerdage. Vi har allerede nogle grise gående i et etableret stykke skov – og det er de vilde med,” siger Kirsten Rasmussen.

    Forsker: Træer forbedrer biodiversiteten

    Beate Strandberg og Jørgen Axelsen er begge seniorforskere ved Institut for Ecoscience under Aarhus Universitet. De forsker begge i biodiversiteten i vores landbrugsarealer.

    “Ved at have træer frem for græsmark skaber skovlandbrug et habitat med flere levemuligheder for insekter, fugle og den øvrige levende natur. Så træerne forbedrer stensikkert biodiversiteten og gør den mere varieret,” siger Jørgen Axelsen.

    Instituttet har tilknyttet en specialestuderende, som har talt fugle i marts/april hos grisene med popler. Der blev især talt mange bogfinker.

    “Så det er skovfuglene, der drager fordel af træerne. Vi ved endnu ikke, om bogfinkerne yngler i træerne, men de har været der før yngletiden. Var der græsmark, ville bogfinkerne ikke være der.

    Selv om begge forskere er positive over for effekterne af skovlandbrug, gror træerne dog ikke ind i helt ind i biodiversitetshimlen, når de står i en grisefold.

    “Grise roder meget i skovbunden, og derfor kommer der – ved høje tætheder af grise – ikke så mange vilde planter op og tilhørende insekter. Så kombinationen af grise og træer er ikke så godt for den del af biodiversiteten, som det kendes fra udenlandske systemer med rækker af træer i plantelandbrug,” slår Beate Strandberg fast og fortsætter:

    “Men der kan være andre fordele som en bedre dyrevelfærd, at træerne binder kulstof og at rødderne kan samle næringsstoffer op fra grisene.”

    Du kan opleve samspillet mellem et godt griseliv og grønne træer i grisefolden på flere af de 11 gårde, der er med til besøgsdagen Sofari. Læs mere på www.sofari.dk.


    Kontakt:

    Sofari arrangeres i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Friland A/S, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen til Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød).
    Yderligere oplysning:
    Randi Vinfeldt, 40177841 randi-vinfeldt@hotmail.com
    Projektleder for Sofari : Hanne Børsch, Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer 27245833 hab@lf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-oko-grise-kan-ga-i-skoven?releaseId=13681114

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **