Pressemeddelelse fra Andel
Fra denne sommer kan du stige på Andels grønne, gratis og eldrevne bus, hvis du ønsker at komme rundt til de unikke attraktioner på Stevns. Den grønne bus kører som led i et treårigt partnerskab mellem Andel, Region Sjælland, Sjællands Udviklingsalliance samt Stevns og Vordingborg kommuner. I 2022 blev den første bus sat i rute på Møn, og nu er turen så kommet til Stevns.
Bussen starter sin rutekørsel lørdag den 24. juni, hvor alle kan køre gratis med bussen på den såkaldte Klinterute, der løber mellem Rødvig Havn og Bøgeskov Havn – og retur.
Værdi for andelshavere og det danske samfund
Om baggrunden for de eldrevne busser fortæller Jens Stenbæk, Andels bestyrelsesformand:
“Vi investerer Andels overskud med det klare formål at skabe værdi for vores andelshavere og det danske samfund. Det gør vi blandt andet gennem langsigtede investeringer i den grønne og digitale omstilling af Danmark og ved at bidrage til vækst og udvikling regionalt. Vi håber, at vi med lanceringen af elbussen på Stevns kan støtte den lokale turisme og udvikling samt arbejde med at accelerere omstillingen af vores transport til el”.
Borgmester i Stevns Kommune, Henning Urban Dam Nielsen, er glad for det nye initiativ:
“Vi har rigtig gode erfaringer fra tidligere år med en gratis bus langs Stevns Klint, og jeg glæder mig over, at vi kan fortsætte den gode tradition med en elbus, som styrker vores ambitioner og ønsker for den grønne omstilling. Turen går bl.a. forbi vores næsten nye oplevelsescenter for Stevns Klint Verdensarv, og jeg håber, at mange vil benytte sig af muligheden for at kombinere en gratis bustur med et besøg i det enestående hus og de øvrige attraktioner langs klinten’.
Løft til lokal turisme
Den nye bus vækker også glæde hos Stevns Erhverv, som er operatør af bussen:
“Der kommer hele tiden nye klimavenlige løsninger til, og jeg glæder mig over, at vi kan være med til at støtte den udvikling med den nye elbus. Det er et spændende projekt, der er med til at løfte de mange
turismeorienterede virksomheder, vi har på Stevns”, fortæller formand i Stevns Erhverv, Lars Warm.
Også i Region Sjælland hilser man andelsbussen på Stevns velkommen:
“Udviklingen mod et mere klimaneutralt samfund er en mærkesag for Region Sjælland og vi skal turde tænke nyt – og grønt – når vi udvikler vores skønne landsdel. Andelsbusserne er et koncept, der sikrer grøn omstilling og samtidig får endnu flere ud at opleve de unikke attraktioner og naturområder, vi har i Region Sjælland. Jeg er derfor glad for, at vi nu kan også kan tilbyde muligheden for gratis grønne elbusser til borgere og besøgende, både på Stevns og Vordingborg”, fortæller formand for Sjællands Udviklingsalliance og regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen.
Fakta om Andels bidrag til gratis eldrevne busser på Stevns og Møn
Andel har bevilliget cirka 20 millioner kroner til et treårigt testprojekt for eldrevne busser på Stevns og Møn. Bevillingen er en del af andelsselskabets strategi for kollektive samfundsbidrag, der skal skabe værdi for andelshaverne ved at fremme den grønne omstilling, vækst og beskæftigelse samt viden om fremtidens energisystem. Samtidig skal projekterne have nærhed til Andels grundlæggende DNA som andelsselskab, der handler om fællesskab og energi.
Fakta om elbussen på Stevns
- Bussen på Stevns kører rutekørsel med turister på den såkaldte Klinterute, der løber mellem Rødvig Havn og Bøgeskov Havn og retur.
- I skolernes sommerferie fra 24. juni – 13. august kører bussen 3 daglige runder på Klinteruten.
- I øvrige skoleferier, i weekender og fredage køres to daglige runder.
- I almindelige hverdage transporter bussen skoleklasser fra hele Region Sjælland til museernes skoletjenester i Stevns Kommune.
- Stevns Erhverv er operatør af bussen i Stevns, mens VIKINGBUS leverer bussen, som er én af de første eldrevne turistbusser i Danmark. Bussen har plads til 48 passagerer og kører cirka 350 km. på en opladning
Læs mere og se køreplan på
Kontaktoplysninger for pressen:
Henning Urban Dam Nielsen, borgmester i Stevns Kommune
Tlf: 5657 5010 / 2036 4360
Andel: pressevagten på telefon 21 70 31 01
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **