PRM / Står du uden mulighed for fjernvarmeforsyning?

    Pressemeddelelse fra OK

    Står man ligesom mange andre danskere i en situation, hvor man skal vælge en ny opvarmningsform, så bør man overveje muligheden for en varmepumpeløsning. Det er ikke alene en løsning, der kan give besparelser på varmeregningen, men det er også en mere miljøvenlig løsning end opvarmning med olie eller naturgas.

    “En varmepumpe udnytter energien mere effektivt end ældre opvarmningskilder. Helt op til tre gange så meget som et olie- eller gasfyr, og så leverer den stabil og relativt billig varme i en længere årrække,” siger Klaus Kjær, som er markedschef på Energiteknik i energiselskabet OK, og fortsætter:

    “Vi ved, at mange boligejere overvejer installationen af en varmepumpe en ekstra gang, fordi de synes, at det er for dyrt. Men det behøver det ikke være. Vi tilbyder vores kunder at låne penge til finansiering eller vælge en løsning, hvor de enten leaser varmepumpen eller betaler for forbruget via en abonnementsløsning og kun betaler et mindre beløb for at få installeret varmepumpen.”

    Mere grøn varme på den politiske agenda

    I juni 2022 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale, som skal gøre Danmark uafhængig af russisk gas. Det sker bl.a. ved at sætte skub i udrulningen af grøn varme. Fjernvarmen skal tilbydes der, hvor det giver mening. Andre steder skal der skabes gode muligheder for alternative grønne løsninger som f.eks. varmepumpen.

    Den politiske ambition er, at al gas i Danmark skal være grønt i 2030, og at der fra 2035 ikke længere findes boliger, der opvarmes med gas. Ifølge en pressemeddelelse udsendt af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er værktøjerne hurtigere fjernvarmeudrulning, flere varmepumper og mere biogas.

    Følgende politiske tiltag understøtter varmepumpeløsningen:

    • Man kan få et tilskud på 25.000 kroner fra Energistyrelsen, hvis man skifter sit olie- gas- eller træpillefyr ud med en varmepumpe
    • Når man varmer op med el, kan man få reduceret elafgiften. Det kan man, hvis man bruger mere end 4.000 kWh om året
    • Bygningspuljen er blevet delt i to for at lave en pulje målrettet hhv. konverteringer og energirenoveringer
    • Fritagelse for tinglysningsafgift af pant for lån til udskiftning af olie- eller gasfyr til andre opvarmningskilder i perioden 2023-2028

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/star-du-uden-mulighed-for-fjernvarmeforsyning?releaseId=13678999

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **