PRM / Ny mur skal beskytte Esbjerg mod stormflod

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Nu bliver planerne for en kommende stormflodssikring af Esbjerg mere konkrete. Plan- & Byudviklingsudvalget har netop godkendt en strategi for stormflodssikring ved den nordlige del af havnen. Strækningen fra Esbjerg Strand til umiddelbart efter Niels Juels Gade vurderes til at være i størst risiko ved stormflod, og det skal en kommende sikringslinje tage højde for.

    Strategien står på to ben. I første omgang etableres en mur, som sammen med bygninger og porte skal beskytte byen mod stormflod.

    “Der er ingen tvivl om, at Esbjerg by er udsat og mange værdier er på spil”, fortæller formand for Plan & Byudviklingsudvalget Henning Ravn, “og derfor har byrådet også prioriteret at få udarbejdet et projekt for, hvordan vi kan minimere omfanget af menneskelig og materiel skade tæt på havnen”.

    Forprojektet tager udgangspunkt i en mur, der vil være ca. 90 cm høj vest for H E Bluhmesvej. Murens udformning skal passes ind i det eksisterende bymiljø og vil fremstå med forskellige udsmykninger og grønne planter, så det ikke bare er gråt beton. På den længere bane udvikles en grøn forbindelse, som knyttes på den Grønne Ring. Den grønne forbindelse vil være et hævet terræn måske i form af en vold, hvor det vil være muligt at færdes for gående og cyklister.

    “Esbjerg Kommune og Esbjerg Havn arbejder tæt sammen om denne opgave. Det er vigtigt at finde den rette balance mellem at lave en stormflodssikring, som virker, og samtidig sikre, at virksomhedernes aktiviteter ikke begrænses. Derfor går der nu også en dialog i gang med virksomhederne langs området, der inviteres til et møde om projektet i slutningen af maj”, fortæller Henrik Studsgaard, direktør for Teknik & Miljø.

    Det færdige forprojekt skal danne grundlag for en ansøgning om medfinansiering fra den statslige pulje til kystbeskyttelse. Med finansieringen på plads, vil sikringslinjen blive etableret i 2025 og frem til 2027.

    Fakta:
    Esbjerg Kommune har igangsat et forprojekt, hvor COWI og Arkitema er rådgivere. Forprojektet udspringer af en klima- og risikostyringsplan, som Esbjerg Kommune har udarbejdet efter at EU’s Oversvømmelsesdirektiv udpegede Esbjerg, som et af de steder, hvor der vil være en særlig risiko for oversvømmelser i fremtiden.

    Kontakt:

    Henning Ravn, formand for Plan & Byudvikling, mail: henra@esbjerg.dk,
    tlf: 40 10 12 46

    Henrik Studsgaard, direktør Teknik & Miljø, mail: henst@esbjerg.dk, tlf: 21301753

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-mur-skal-beskytte-esbjerg-mod-stormflod?releaseId=13681007

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **