Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S
AGF har for alvor fundet mesterspillet frem i Superligaens slutspil, og pludselig er århusianerne med i kampen om det danske mesterskab.
Det er kommet bag på Danske Spil, som i vinterpausen gav odds 400 for et dansk mesterskab, og som nu står til at skulle udbetale i nærheden af 1,5 millioner kroner, hvis AGF fuldender comebacket.
“Da superligaen tog på vinterferie, var der ikke meget, der tydede på, at det skulle blive en af de sæsoner, som man ville huske i Aarhus. Men AGF har tilsyneladende både trofaste og optimistiske fans, for selv om AGF før foråret var 13 point fra førstepladsen, så var der alligevel en række af vores kunder, som troede på det og samtidig kunne få deres indsats 400 gange igen, hvis nu…” siger oddssætter hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.
Det er dog ikke kun de kunder, som spillede på AGF i vinterpausen, der står til at kunne tjene en pæn skilling på et mesterskab. Før sæsonen gav AGF således 50 gange pengene igen, og efter første runde – hvor det blev til et nederlag til Brøndby – var det tal fordoblet, så en 10’er på det første AGF-mesterskab siden 1986 ville give 100 kroner igen.
I skrivende stund giver AGF pengene 7,5 gange igen, og dermed er holdet fra smilets by Danske Spils tredjestørste favorit til mesterskabet efter FC København og FC Nordsjælland, men det billede kan ændre sig markant allerede i eftermiddag, hvor AGF tager imod FC Nordsjælland, mens FC København skal en tur til Brøndby.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **