Pressemeddelelse fra Lyngby-Taarbæk Kommune
Fra og med i år og de kommende to årvil kommunen afprøve indretningen af det centrale byrum, der åbnes op på Klampenborgvej.
Dele af Klampenborgvej åbner igen efter at have været afspærret på grund af arbejdet med letbanen. Der er permanent lukket for biltrafik på Klampenborgvej mellem Lyngby Hovedgade og Kanalvej, og det betyder, at vi nu kan afprøve, hvordan det fremtidige byrum kan blive benyttet. En god mulighed som vi har grebet.
Grønne rum og zoner
Med indretningen skabes et grønt byrum, der inddeles i zoner til udeservering, ophold og leg.
Byrummet indrettes med 45 træer og større buske, som er plantet i bigbags. Hele byrummet fremhæves med vejafmærkningsmaling i et bølgemønster, som refererer til Mølleåen.
Der skabes uformelle siddemuligheder i form af historiske møllesten, som kommunen allerede har på lager. De flotte gamle stenhjul, der i gamle dage blev brugt til at male korn, har i de sidste mange år stået opmagasineret.
Nu bliver de hentet helt ind i Kongens Lyngby Centrum, hvor de vil fungere som alternative bænke i det midlertidige byrum på Klampenborgvej.
Lokale forretninger bidrager
En del af byrummet indrettes i samarbejde med de handelsdrivende og byens aktører, og kan skifte over tid. Vi har aftale med flere handelsdrivende, der opstiller madboder og foodtrucks. Udeservering vil skabe liv i byrummet, så det er attraktivt at opholde sig i, samtidig vil det give os erfaringer med udeservering i det nye byrum.
Derudover planlægges forskellige aktiviteter henover sommeren som fx fællessang og brætspilfestival.
Forarbejde i forhold til permanent løsning
Hensigten med det midlertidige byrum på Klampenborgvej er at finde frem til den allermest langtidsholdbare løsning. Det byrum, der skal skabes når Letbanen kører hen ad Klampenborgvej, skal have så høj kvalitet, at vi kan være stolte over at videregive det til kommende generationer.
Derfor er der lagt vægt på, at de byrumselementer, der opstilles inden letbanen er endeligt færdig, nemt skal kunne fjernes igen.
Det nye byrum skal afspejle de strategier og principper, som udstikkes i udviklingsplanen for Kongens Lyngby Centrum, og er med til at kvalificere både udviklingsplanen og det kommende permanente byrum på Klampenborgvej.
Ved projektets afslutning vil træer og buske blive plantet permanent ud i andre projekter i kommunen. Det vil ved projektets afslutning blive undersøgt, hvor de pågældende træer og buske kan plantes. Det kan for eksempel være på legepladser, i daginstitutioner eller på skoler.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **