Pressemeddelelse fra Erhvervshus Hovedstaden
Dansk vækst og velfærd afhænger i høj grad af, at vores eksporterende virksomheder har succes. Og det har rigtig mange virksomheder: Således eksporterer Danmark årligt varer og tjenester for over 1.000 mia. kr. med medicinalvarer og maskiner blandt de største vare- og tjenestegrupper til blandt andre USA, Tyskland og Sverige, vores største samhandelspartnere. Alligevel står blot 6% af danske virksomheder for den samlede eksport. Dermed er der masser af muligheder også for SMVerne for at få en del af eksportkagen.
I guiden Klar, parat, eksport giver Erhvervshus Hovedstaden og Erhvervshus Fyn konkrete råd til netop SMV’erne om markedsvalg, eksportstrategi, salgskanaler, tværkulturel forretningsforståelse, eksportfinansiering og meget andet. For det kræver grundig forberedelse, inden man satser på nye markeder. Det forklarer Anders Kjøller, senior forretningsudvikler og relationschef i Erhvervshus Hovedstaden:
“At sælge og markedsføre virksomhedens produkter og services i udlandet er mere krævende end at gøre det på hjemmemarkedet. Omvendt er det også en chance for at udnytte mulighederne på større markeder med en potentielt betydeligt større afsætningsvolumen, som kan føre til højere vækstrater end i Danmark.”
Udover udgivelsen af Klar, parat, eksport tilbyder Erhvervshus Hovedstaden de små og mellemstore virksomheder et Internationaliserings-tjek, hvor virksomhederne får feedback på, hvor stærkt deres virksomhed står i forhold til internationalisering, konkrete bud på, hvor de kan justere forretningen for at få mere ud af de internationale muligheder og introduktion til netværk til andre virksomheder og eksperter.
Kontakt:
Presseansvarlig & kommunikationskonsulent Pernille Larsen tlf.: +45 61 88 56 16 email: pla@ehhs.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **