PRM / Masser af humlefyldte øl at vælge imellem

    Pressemeddelelse fra Bryggeriforeningen

    Selv for øl-entusiaster, der knuselsker India Pale Ale, bliver det vanskeligt at smage sig igennem samtlige danske udgaver af den populære øltype, som i daglig tale blot kaldes IPA.

    En opgørelse blandt Bryggeriforeningens medlemmer viser, at de brygger hele 481 forskellige IPA’er. I alt tilbyder bryggerierne 1884 forskellige øl til butikker og barer, og omkring hver fjerde af dem er således af typen IPA.

    Øltypen stammer fra England og har rødder tilbage til det 18. århundrede, da tusindvis af britiske handelsfolk og soldater var bosat i Indien. De efterspurgte velsmagende og tørstslukkende britisk øl. Derfor udviklede de engelske bryggere India Pale Ale, der takket være et højt indhold af humle og en høj alkoholprocent kunne klare den tre til seks måneder lange sejltur fra England til Indien.

    Tilsættes humlen inden kogningen af øllet, får IPA en frisk og bitter smag, mens den bliver mere frugtig, hvis bryggeren lægger humle i øllet efter kogningen. I dag byder øltypen på et væld af forskellige stilarter, og man få skænket alt fra alkoholsvage Session IPA’ er til Double IPA’er (DIPA’er) med masser af procenter.

    Selv om udvalget af IPA’er er rigt, fylder øltypen langt mindre målt på volumen. Således udgør IPA blot 1,7% af den samlede mængde danske øl fra Bryggeriforeningens medlemsbryggerier.

    Den helt store øltype i Danmark er Lys Lager, som primært udgøres af Pilsner og Classic, og som tegner sig for hele 86,3% af volumen. Til gengæld må øl-glade danskere nøjes at vælge mellem 267 forskellige Lys Lager, når de går i tur i butikken eller på baren.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/masser-af-humlefyldte-ol-at-vaelge-imellem?releaseId=13680654

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **