Pressemeddelelse fra Heidrick & Struggles
Kompetencepaletten i de danske bestyrelseslokaler er blevet bredere. Det viser rapporten Board Monitor Europe 2023, der bliver udgivet af det internationale ledelsesrådgivningsfirma Heidrick & Struggles. Rapporten sætter tal på udviklingen i sammensætningen af de væsentligste bestyrelser i Europa, herunder bestyrelserne i de danske C25-virksomheder.
Rapporten viser, at de danske C25-bestyrelser har rekrutteret flere bestyrelsesmedlemmer med specifikke kompetencer sidste år end tidligere. Det er kompetencer inden for blandt andet bæredygtighed, digitalisering og cybersikkerhed samt international erfaring. Bestyrelserne er tidligere primært blevet sammensat af bestyrelsesmedlemmer med general management-erfaring, fx fra andet bestyrelsesarbejde eller fra C-level-stillinger som CEO, CFO og COO.
Nøgletal fra Board Monitor Europe 2023
|
“Det er vigtigt, at nye bestyrelsesmedlemmer bringer flere forskellige ekspertiseområder med sig. Virksomheder skal i stigende grad manøvrere i en mere kompleks virkelighed med forskelligartede udfordringer, og den kompleksitet skal afspejles i diversiteten af kompetencerne i bestyrelseslokalet, uden at det må ske på bekostning af bred erfaring med topledelse,” siger Tobias Petri, Partner-in-Charge hos Heidrick & Struggles Danmark.
Bestyrelserne skal kunne navigere i alt fra et større fokus på ESG, der står for Environmental (miljø), Social (sociale forhold) og Governance (god selskabsledelse), over globale forhold til øgede krav til rapportering. Blandt andet skal alle børsnoterede virksomheder med mere end 500 ansatte i EU udarbejde bæredygtighedsrapporter fra 2024.
“Det betyder også, at bestyrelsesmøderne varer længere, favner bredere og er mere komplekse i dag end tidligere. Det viser vores undersøgelser. Det er kun naturligt, at bestyrelserne bruger mere tid på bestyrelsesarbejdet, i takt med agendaen på bestyrelsesmøderne bliver mere kompleks,” siger Tobias Petri.
Færre bestyrelsesrekrutteringer med C-level-erfaring
Rapporten Board Monitor Europe 2023 viser et markant fald i antallet af rekrutterede bestyrelsesmedlemmer med traditionel general management-erfaring. 32 procent af bestyrelsesrekrutteringerne i de danske C25-virksomheder gik sidste år til bestyrelsesmedlemmer, der ikke tidligere har siddet i bestyrelsen i en børsnoteret virksomhed. Det er 10 procentpoint højere end året før. Kun en tredjedel af bestyrelsesrekrutteringerne har erfaring fra CEO-posten, og det er næsten en halvering sammenlignet med 2021-tallet. Det samme fald gælder for andre typer af C-level-erfaring.
Modsat viser rapporten en stigning i antallet af rekrutterede bestyrelsesmedlemmer med mere fagspecifikke kompetencer. Den oprustning på bæredygtighedserfaring i bestyrelseslokalet, Heidrick & Struggles’ rapport fra sidste år kunne vise, er fortsat ind i 2022, samtidig med at bestyrelserne har fået flere medlemmer med international erfaring og kompetencer inden for digitalisering og især cybersikkerhed. Blandt de nye bestyrelsesrekrutteringer har 13 procent erfaring med cybersikkerhed mod 4 procent sidste år.
“Det betyder ikke, at CEO’er og CFO’er med mere traditionelle ledelseskompetencer er på vej ud af bestyrelserne, men nærmere at bestyrelserne bliver sammensat med en anden og mere mangfoldig kompetencematrix end tidligere,” siger Tobias Petri, Partner-in-Charge hos Heidrick & Struggles Danmark.
Styrkelsen af den faglige diversitet i bestyrelseslokalet er ikke unik for de danske C25-virksomheder. Heidrick & Struggles’ Board Monitor Europe 2023-rapport viser, at top-bestyrelser i hele Europa fokuserer på at udvide kompetencesammensætningen, ligesom rapporten viser, at de nye bestyrelsesmedlemmer gennemsnitligt er yngre, og at flere er kvinder.
Kontakt:
Kommunikationsrådgiver Christian Harpøth email: christian.harpoeth@mindshareworld.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **