PRM / Årsresultat: Comwell Hotels kom styrket ud af 2022

    Pressemeddelelse fra Comwell A/S

    Den danskejede hotelkæde Comwell Hotels har i dag offentliggjort sit årsresultat for 2022, der viser stor fremgang på Comwells omsætning med en stigning på 48,9% fra 2021 til 2022. Samtidig har Comwell Hotels udgivet koncernens første ESG-rapport, som synliggør kædens bæredygtighedsindsatser og fremtidige mål – fx vil Comwell være CO2-neutral i egen drift i 2030.

    Med et årsresultat før skat på 72,5 mio. kr. mod -8,7 mio. kr. i 2021 demonstrerer Comwell Hotels en fornyet styrke i markedet. Det viser hotelkædens årsregnskab, der blev offentliggjort i dag. Comwell opnåede desuden en omsætning på 1.057,9 mio. kr. mod 710,5 mio. kr. i 2021 og dermed en fremgang i omsætningen på 48,9 % i forhold til foregående år.  

    “Jeg er meget tilfreds med den position, som Comwell har genetableret i markedet i 2022, der blev et rigtig godt år for os – især takket være vores dygtige medarbejdere, som har været omstillingsvillige og løftet Comwell til et nyt niveau. Pandemien og dens efterdønninger betød et par vanskelige år, men efter genåbningen i marts mærkede vi – og gør stadig – en stor efterspørgsel på overnatninger, møder og konferencer,” lyder det fra Peter Schelde, koncernchef i Comwell Hotels.     

    2022 – et begivenhedsrigt år

    Som led i koncernens overordnede strategi har Comwell iværksat en række tiltag for at styrke kædens position på det danske hotel- og konferencemarked.

    Comwell kunne derfor med virkning fra 1. januar 2023 øge den samlede hotelportefølje med endnu et hotel, Comwell Bygholm Park. Hotellet har 142 værelser, møde- og konferencefaciliteter til 600 personer og ligger centralt placeret i Horsens midt i byens grønne åndehul.

    I starten af 2023 kunne Comwell også offentliggøre, at kæden udvider sit populære byhotel Comwell Aarhus Dolce by Wyndham med et hoteltårn på 15 etager. Hoteltårnet, der vil stå klar i 2026, vil forkæle gæster og byens borgere med en skybar, rooftop og spektakulær udsigt over Aarhus. Det betyder, at Comwell Aarhus i 2026 totalt vil stå klar med i alt 401 værelser samt yderligere møde- og konferencefaciliteter. 

    Ambitiøse bæredygtighedsindsatser

    Ydermere i 2022 blev Comwells mangeårige fokus på bæredygtighed for alvor konkretiseret. Det har resulteret i, at hotelkæden – som en del af Comwells samlede regnskabsaflæggelse – har udgivet sin første årlige ESG-rapport, som synliggør kædens bæredygtighedsindsatser og en række ambitiøse mål. Ét af hotelkædens mål er at være CO2-neutral i egen drift i 2030 og i hele værdikæden i 2040.

    “I mange år har vi arbejdet målrettet på at blive den bedste udgave af os selv, og derfor er vi stolte af at sende vores første ESG-rapport ud at leve. Vi ser et stort behov for, at barren hæves markant i hele vores industri, og den udvikling vil vi være med til at skabe og skubbe på. Transparens og målbare data er nøgleordene i den udvikling. Derudover vil vi i endnu højere grad dyrke og udvikle samarbejder med eksterne interessenter, så vi sammen kan skabe de nødvendige synergier,” fortæller Peter Schelde.

    Ser positivt på fremtiden

    Comwell Hotels forventer et positivt resultat efter skat for 2023, men erkender, at året fortsat vil være præget af usikkerhed qua stigende renter, svingende energipriser, kraftig inflation og geopolitiske spændinger i Europa.

    “Vi er naturligvis meget bevidste om, at der er en række faktorer, som fortsat skaber en vis usikkerhed for vores branche, og som kan skabe udsving i vores indtjening og aktivitetsniveau. Men vi er kommet ganske fint fra start her i 2023 og ser positivt på fremtiden,” slutter Peter Schelde.  

    FAKTA

    Comwell Hotels opnåede i 2022 en belægningsprocent på 65% i Danmark og 66% i Sverige mod henholdsvis 42% i Danmark og 57% i Sverige i 2021. Hotelkæden har desuden kunnet øge antallet af fuldtidsansætte med 18% i 2022 til 960 medarbejdere mod 811 i 2021.  

    Comwell a-s drev i 2022 17 konference- og spahoteller i Danmark og Sverige. Under varemærkerne “Centralværkstedet” og “Smedien” drives konference-, restaurant- og banketvirksomhed i Aarhus med Comwell Aarhus som genbo.

    Comwell H.C. Andersen Odense, kultur- og kongreshuset ODEON, Odense Koncerthus og Comwell Køge Strand indgår i resultatopgørelsen med indtægter fra management fees og er således ikke konsolideret i Comwells koncernregnskab.

    Omsætning: 1.057,9 mod 710,5 mio. kr. 2021

    Resultat før skat: 72,5 mio. kr. mod -8,7 mio. kr. 2021

    Koncernens egenkapital: 249 mio. kr. med en soliditetsgrad på 38%

    Download den fulde årsrapport her: https://issuu.com/comwell/docs/as_a_rsrapport_2022_web?fr=sNzhmYjYwMzY2Njk

    Download den fulde ESG-rapport her: https://issuu.com/comwell/docs/comwell_esg-rapport_2022_sk_rm_?fr=sMDZmZTYwMzY2OTU

    Kontakt:

    PR- og Kommunikationschef Signe Kamper Kankelborg tlf.: +45 2332 8577 email: skk@comwell.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13680086&publisherId=13561434&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **