PRM / Barnevognsmarch 2023: Gå for verdens mødre

    Pressemeddelelse fra Sex & Samfund

    287.000 kvinder og unge piger dør hvert år i forbindelse med graviditet og fødsel, og blandt teenagepiger i Afrika er graviditet og fødsel den hyppigste dødsårsag. Stort set alle de dødsfald kunne dog undgås.

    Det arbejder Sex & Samfund sammen med FN’s befolkningsfond UNFPA for hver dag i verdens udviklingslande. Og igen i år inviterer de danskerne til at gå i solidaritet med verdens mødre til Barnevognsmarchen 2023 i forbindelse med Mors Dag.

    For hver deltager giver arrangementets gå-sponsor RFSU 100 kroner til kampen mod mødredødelighed – og med hundredvis af tilmeldte ser det lovende ud.

    “Det er nu anden gang, at vi afholder Barnevognsmarchen og sammen går for verdens mødre. Og der er brug for det. Hvert andet minut dør en kvinde af graviditet eller fødsel. Det er kvinder, der ikke har adgang til basal sundhed og hjælp – og de risikerer livet ved en graviditet. Det burde ikke være sådan og vi kan ændre det. Derfor håber vi på, at det kan blive en tradition for mange, hvor man sammen med sin familie og venner markerer Mors Dag ved at støtte nogle af de kvinder, der har allermest brug for det. Med barnevognsmarchen har vi skabt en ramme, hvor både store og små kan være med – og hvor vi sammen kan gøre en forskel,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.

    Vi har netop fået nye tal, der viser, at det på globalt plan går alt for langsomt med at nedbringe mødredødeligheden. Tallene giver dog også grund til optimisme. Blandt verdens fattigste lande ser vi nemlig imponerende eksempler på fremgang. Når lande prioriteter kvinder, redder de mødre. Kvinder, der har adgang til information, prævention og nødvendige sundhedsydelser, dør ikke. Vi glæder os til igen i år at sætte fokus på, at kvinder ikke skal dø, når de giver liv,” siger Pernille Fenger, chef for UNFPA’s nordiske repræsentationskontor.

    For allerførste gang afholdes barnevognsmarchen også i Helsingør og Frederikssund. Det foregår lørdag d. 13. maj, hvor deltagerne kan varme op til Mors Dag med mødrefællesskabet Momunity, der har planlagt familievenlige aktiviteter for store og små.

    I København skydes marchen i gang søndag d. 14. maj med program på scenen ved Udenrigsministeriet fra kl. 12.00. Efter velkomst ved Sex & Samfund og UNFPA vil Formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder Birgitte Vind (S) sætte ord på problemstillingen. Desuden holder journalist og TV-vært Petra Nagel årets Mors Dag-tale.

    Efter talerne er der musik og fællessang med Kira Martini, før alle går for verdens mødre mod Islands Brygge, hvor Momunity vil stå for underholdning til de mindste med bl.a. klovneshow og ansigtsmaling.

    Kontakt:

    Pernille Buch email: pb@sexogsamfund.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/barnevognsmarch-2023-ga-for-verdens-modre?releaseId=13680160

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **