Pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen
Erhvervsfyrtårnet i Sydjylland har etableret et Nationalt Center for Grøn Energi og Sektorkobling og der arbejdes blandt andet for at skalere power-to-X anlæg, for at kunne udnytte overskudsvarme i fjernvarmenettet. I Nordjylland er der bl.a. igangsat test- og demonstrationssites ved de eksisterende punktkilder for CO2-udledning, og behovet for nye kompetencer er kortlagt.
Med den politiske Aftale om en ny reformpakke for dansk økonomi blev det i januar 2022 besluttet at øremærke100 mio. kr. fra Fonden for Retfærdig Omstilling til stærke lokale erhvervsfyrtårne. Midlerne udmøntes nu, og de er målrettet udvikling af nye, grønne teknologier og kompetencer
Peter Hansen, der er CEO for energiteknologi-virksomheden Welltec og formand for indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling udtaler:
“I både Nordjylland og Sydjylland spiller erhvervsfyrtårnene en afgørende rolle i arbejdet frem mod klimaneutralitet og fyrtårnene er derfor også afgørende for, at vi får det fulde udbytte af de store erhvervspotentialer, som omstillingen til en klimaneutral økonomi giver. Med Fonden for Retfærdig Omstilling har vi fået mulighed for at styrke fyrtårne yderligere.”
Midlerne kan støtte aktiviteter såsom indkøb af rådgivning, investeringer i bygninger og anlæg, forskning og udvikling samt analyser. Ansøgere kan også søge støtte til at løfte de grønne kompetencer hos de medarbejdere og ledere, som skal drive udviklingen. Og det bliver der brug for i fremtiden, understreger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune og medlem af indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling:
“I Sydjylland går oliearbejderne – populært sagt – i land og skal hjælpe med at opbygge en ny industri, bl.a. inden for Power-to-X – produktionen af grønne brændstoffer. Vi forventer, at der opstår en masse nye, mindre industrier, og både her og hos underleverandørerne ligger der potentielt mange arbejdspladser. Med midlerne fra Fonden for Retfærdig Omstilling får vi mulighed for at accelerere udviklingen i erhvervsfyrtårnene i både Sydjylland og Nordjylland yderligere, og jeg glæder mig over, at vi nu sætter turbo under de indsatser, der allerede er sat i gang, så vi kan hjælpe de små og mellemstore virksomeder, der skal deltage i opbygningen af de nye værdikæder.”
Danmarks i alt otte lokale erhvervsfyrtårne blev for alvor igangsat i 2022 med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses støtte på knap 600 mio. kr. fra REACT-EU. Målet med erhvervsfyrtårnene er at fremtidssikre Danmarks erhvervsmæssige styrkepositioner og skabe vækst og arbejdspladser. Regeringen og et flertal af Folketingets partier har foreløbig afsat ca. 1 mia. kr. til udvikling af erhvervsfyrtårnene.
FAKTA Om annonceringen Et sammenhængende Danmark med stærke lokale erhvervsfyrtårne
- Der er afsat op til 100 mio. kr. til indsatsen Et sammenhængende Danmark med stærke lokale erhvervsfyrtårne.
- Ansøgere kan være eksisterende konsortier eller nye tilsvarende samarbejder mellem relevante aktører. Aktørerne kan fx være private virksomheder, videninstitutioner, klynger, erhvervshuse og andre offentlige og private parter.
- Kun aktiviteter, der skaber effekter i Nord- og Sydjylland, er støtteberettigede, og projekter skal være afsluttet inden for tre år.
- Ansøgningsfristen er den 24. august 2023 kl. 12.00.
- Sekretariatet for indstillingsudvalget holder webinar om indsatsen torsdag den 11. maj 2023 kl. 13-15.
FAKTA Om Fonden for Retfærdig Omstilling
Frem til 2027 investerer Fonden for Retfærdig Omstilling 636 mio. kr. i aktiviteter i Nord- og Sydjylland. Aktiviteterne skal afbøde de negative virkninger af omstillingen til en klimaneutral økonomi.
Fonden skal spille en central rolle i Danmarks omstilling til en klimaneutral økonomi og investerer bl.a. i projekter med potentiale til at sikre udviklingen af CO2-fangst og -lagring og brintrelaterede teknologier, herunder Power-to-X.
Fonden for Retfærdig Omstilling medfinansierer projekter, der skal:
- Skabe et sammenhængende Danmark med stærke lokale erhvervsfyrtårne
- Sikre bedre vilkår for grøn omstilling i danske SMV’er
- Understøtte udviklingen af brun bioraffinering såsom pyrolyse
- Sikre udviklingen af CO2-fangst, -lagring og brintrelaterede teknologier
- Fremme grønne og cirkulære teknologier
Midlerne udmøntes af et særskilt indstillingsudvalg med 14 medlemmer, der har erhvervsmæssig indsigt og teknisk ekspertise inden for klima- og energiområdet.
Kontakt:
Kontakt os, hvis du vide mere om ansøgningsrunden “Et sammenhængende Danmark med stærke lokale erhvervsfyrtårne”:
Merete Woltmann: 3529 1702, HanWol@erst.dk
Ida Elisabeth Otte Bøtker: 3529 1281, IdaBot@erst.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **