PRM / Hver femte voksen har kroniske smerter – hvad kan lægen gøre?

    Pressemeddelelse fra Gigtforeningen

    Det tværfaglige team i Gigtforeningens rådgivning taler hver dag med gigtpatienter, som har brug for hjælp til at tackle deres smerter. Sygdomme i led, ryg og muskler er nemlig den mest almindelige årsag til kroniske smerter.

    “En af de ting, som går igen, er, at de her mennesker føler sig overladt til selv at finde ud af livet med smerter. Og at de helst ikke vil belaste familien eller sundhedsvæsenet med problemet. Det kan godt føles meget ensomt,” fortæller Nanna Bacci Hartz, som er sygeplejerske i Gigtforeningens rådgivning.

    De fleste af patienterne tager forskellige lægemidler for deres smerter og er løbende i dialog med deres praktiserende læge eller konsultationssygeplejerske om den medicinske behandling. Men mange oplever, at der ikke er tid til at tale om andet end helt specifikke emner. De giver udtryk for, at de har brug for mere tid til at komme rundt om alt det, der følger med, når man lever med kroniske smerter. Og de savner viden om, hvad f.eks. træning, mentale værktøjer, vægttab og behandling på en smerteklinik kan gøre for dem.

    “Kroniske smerter er komplekse, og der findes ikke en formel, der virker for alle. Så det tager tid og kræver ofte flere samtaler at hjælpe den enkelte patient videre. Ikke til et liv uden smerter, men til en hverdag, hvor de fylder mindre,” slutter Nanna Bacci Hartz.

    Her er eksperternes gode råd til læger, der møder kroniske smertepatienter i deres konsultation:

    • Giv dig tid til en dialog med patienten om smerter. Tag afsæt i patientens aktuelle viden om smerter og behandlingsmuligheder, både medicinske om ikke-medicinske.
    • Spørg ind til, om patienten har brug for støtte og information om træning, vægttab, mentale værktøjer m.m., og henvis meget gerne til de kommunale tilbud, der er gratis.
    • Vær opmærksom på patientens mentale sundhed. Mange smertepatienter har tegn på angst og depression, og en del har også selvmordstanker.
    • Overvej, om en henvisning til en smerteklinik eller et rehabiliteringsophold kunne være relevant.

    Få viden om smerter
    På Gigtforeningens hjemmeside får du viden om kroniske smerter og konkrete råd om, hvad du selv kan gøre for at lindre dem. Læs mere her: www.gigtforeningen.dk/smerteraad

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-femte-voksen-har-kroniske-smerter-hvad-kan-laegen-gore?releaseId=13680028

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **