PRM / Ny udstilling giver spændende bud på Fremtidens Kongens Lyngby Centrum

    Pressemeddelelse fra Lyngby-Taarbæk Kommune

    Fra den 8. maj til den 9. juni er der offentlig høring af Udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum. I den anledning åbner Lyngby-Taarbæk Kommune en udstilling i Lyngby Storcenter, som du kan besøge i centrets åbningstider.

    Udviklingsplanen består af forslag til en række strategier, som skal sætte retningen for byens udvikling de næste mange år.

    En visionær plan

    Udviklingsplanen udspringer af kommunalbestyrelsens ønske om at virkeliggøre visionen om et levende og oplevelsesrigt Kongens Lyngby Centrum.

    Planen er et strategisk værktøj for at konkretisere visionen, og der er på nuværende tidspunkt ikke taget endelig stilling til eller afsat finansiering til at gennemføre alle de konkrete tiltag, som f.eks. en ny musikskole eller anlæg af en rådhuspark.

    “Vi oplever ofte, at få henvendelser om konkrete projekter i Lyngby – men uden en overordnet plan risikerer vi en by, hvor de enkelte elementer ikke bidrager til en samlet helhed. Visionen har netop fokus på helheden og det lange perspektiv, således at vi kan værne om alt det gode vores by kan, samtidig med at vi giver plads til en udvikling, det kan sikre, at vi også har en levedygtig by fremover.”

    Sådan udtaler borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani om det forslag til udviklingsplanen, der nu sendes i offentlig høring. John Tefke, der er formand for Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk kommune udtaler:

    “Det er positivt, at vi nu kan vedtage nogle langsigtede principper for byudvikling i Kongens Lyngby Centrum. På den måde kan vi sætte en klar retning og skabe sammenhæng for udviklingen på tværs af Kongens Lyngby.”

    Dialog

    Ud over udstillingen i Lyngby Storcenter holder kommunen også et offentligt arrangement i udstillingslokalet. Det foregår den 15. maj kl. 16.00-19.00, hvor alle interesserede har mulighed for at komme i dialog med kommunalpolitikerne om Udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum.

    Det er også muligt at deltage i dialogen digitalt ved at gå ind på en digital opslagstavle, hvor det er muligt at skrive bemærkninger til udviklingsplanen. Eller man kan gå på en digital byvandring og bruge kortet i opslagstavlen til at dykke ned i hvordan udviklingsplanen evt. kan realiseres i konkrete byrum.

    Du kan besøge udstillingen på hverdage kl. 10.00-19.00 og i weekender kl. 10.00-17.00.

    Du kan også møde medarbejdere fra Lyngby-Taarbæk Kommune, der kan svare på spørgsmål til udviklingsplanen på mandage kl. 12.00-14.00 samt torsdage kl. 14.00-16.00 – lige bortset fra hellig- og lukkedage.

    Kontakt:

    Arkitekt Thilde Mørup Christensen tlf.: 21 28 97 25 email: tmch@ltk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-udstilling-giver-spaendende-bud-pa-fremtidens-kongens-lyngby-centrum?releaseId=13679632

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **