Pressemeddelelse fra Den Grønne Ungdomsbevægelse
Den Grønne Ungdomsbevægelse København har skudt til kamp mod luftforurening, og nu tager kampagnen et nyk opad. I dag lanceres 10 anbefalinger til politiske beslutningstagere i Københavns Kommune og i Folketinget, der alle har til formål at begrænse luftforureningen fra lokale kilder i København drastisk. Langt hovedparten af anbefalinger handler om de to største lokale kilder til forureningen – nemlig biler og brændeovne.
Vi ønsker at være konstruktive med vores indsats mod luftforurening. Så i dag lancerer vi 10 konkrete anbefalinger om hvordan vores by kan gå fra at gøre os syge og utilpas på grund af luftforurening til en by, hvor alle kan ånde trygt. Alle er imod luftforurening, men ikke alle tør tale om, hvad vi gør med de lokale kilder, der forårsager dem. Vi tager nu fat om roden til problemet indenfor kommunen, for at biler og brændeovne ikke længere skal begrænse vores luft, grønne områder og sundhed, siger Helena Udsen, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Der er flere befolkningsgrupper, der er mere udsatte for sundhedskonsekvenserne af luftforurening. Dette gælder eksempelvis børn. Den første af luftkampagnens anbefalinger hedder derfor Forureningsfrie Børneveje. Idéen er at gøre alle veje med tilhørende skoler og børneveje til veje, hvor der kun må færdes biler uden forbrændingsmotor. I kommunalt regi, kan man lave såkaldte grønne trafikveje, ligesom det er gjort på Stefansgade. Med monitoreringssystemet fra Sund og Bælt, ville man kunne sikre sig, at vejene rent faktisk bliver forureningsfrie. Andre anbefalinger, der omhandler bilerne som forureningskilde er eksempelvis: Lave grønne superboulevarder, betale for at have bil i byen, indføre roadpricing, stoppe nysalg af fossile biler i 2024 og gøre København til en emmissionsfri zone i 2027.
For os bør børns sundhed stå over alt andet. Når deres sundhed på daglig basis bliver svækket af en luftforurening, som de ikke engang har bidraget til eller mulighed for at fravælge, så skal der ske noget. Vi håber derfor, at vores forslag om forureningsfrie børneveje kan udgøre et helt afgørende skridt mod et bæredygtigt København, der værner om københavnske børns sundhed. Københavns Kommune har allerede muligheden for at indføre disse veje, og det synes vi, de skal gøre med det samme, siger Katrine Østerby, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Brændeovne udgør den anden store lokale kilde til luftforurening i København. Her er kampagnens anbefaling simpel: Stop fyring i områder, hvor der er alternative varmekilder tilgængeligt og stop nysalget af brændeovne i 2024. Ud af de 17.000 brændeovne i Københavns Kommune er kun få af disse en primær varmekilde grundet den store udbredelse af fjernvarme. Dog har brændeovnene betydelige sundhedskonsekvenser. Et forbud kan ikke ske på kommunalt plan, men kræver en dialog mellem Københavns Kommune og Folketinget.
Vi skal ikke kvæles i vores hygge fra brændeovne. I nærmest alle Københavnske hjem er brændeovne ikke den primære varmekilde, så at man stadig må tænde op i dem, til sundhedsskade for alle Københavnere, giver ikke længere mening. Vi anbefaler derfor et fyringsstop for brændeovne. Mængden af københavnere hvis helbred bliver yderligere begrænset af luftforurening vil falde, da netop et fyringsstop ville sikre luftkvaliteten i vores by ville forbedres øjeblikkeligt, siger Helena Udsen, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Alle anbefalingerne kan findes på renluftnu.dk
Kontakt:
Aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse Helena Udsen tlf.: 60521321
Aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse Katrine Østerby tlf.: 26376501
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **