PRM / Tre virksomheder kan igen byde på Høfde 42-oprensning

    Pressemeddelelse fra Region Midtjylland

    Region Midtjylland har nu gransket de tekniske referencer fra virksomheder, der ønsker at rense op ved generationsforureningen ved Høfde 42. Tre virksomheder er vurderet til at leve op til kravene. Det er Arkil A/S, Fortum Waste Solutions A/S og Krüger A/S.

    Alle tre virksomheder var også prækvalificeret sidste år, da opgaven blev udbudt første gang. Men alle er med igen, selv om Region Midtjylland i dette genudbud har stillet som krav, at der som en del af processen skal bruges en metode, hvor forurening fjernes med opvarmning – også kaldet termisk oprensning.

    – Det er godt at se, at tre virksomheder kan være med, selv om vi har skærpet kravene. Men det er vigtigt med så sikker en metode som muligt, som opvarmning er, for vi kan og vil ikke gå på kompromis med kvaliteten af oprensningen. Men vi har jo heldigvis også lempet den økonomiske ramme for oprensningen, så virksomhederne ikke selv skal løbe hele risikoen for inflation og udsving i energipriser, siger formand for Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling Bent Graversen (V).

    Forventer en statslig underskudsgaranti

    Det bliver meget energikrævende – og dermed dyrt – at rense det gamle kemikaliedepot med over 100 tons giftige kemikalier op på stranden syd for Thyborøn.

    I efteråret måtte det første udbud annulleres, da inflation og høje energi- og råstofpriser sprængte den økonomiske ramme.

    Da et bredt flertal i Folketinget i sidste måned indgik aftale om finansloven for 2023, var der en særskilt hensigt om at dække en eventuel fordyrelse af Høfde 42-oprensningen med midler fra “det grønne råderum”.

    – Ekstra penge er lige præcis det, vi har ventet på. Vi ser finanslovsteksten som den underskudsgaranti, der er helt nødvendig, hvis vi skal have renset op. I slutningen af året skal vi kunne indgå kontrakt med en entreprenør, og så skal vi vide, at vi har finansieringen, siger Henrik Qvist (EL), næstformand i udvalget for regional udvikling.

    De tre virksomheder har nu frem til den 30. juni 2023 til at afgive deres indledende forhandlingstilbud. Herefter skal tilbuddene forhandles. Region Midtjylland forventer at kunne indgå kontrakt med den vindende entreprenør inden udgangen af 2023.

    De tre prækvalificerede virksomheder

    De tre prækvalificerede virksomheder inkl. støttende firmaer (alfabetisk rækkefølge):


    ANSØGER

    STØTTENDE ENHEDER

    Arkil A/S (DK)

    Haemers Technologies SA (Belgien)

    WSP Danmark A/S (DK)

    Fortum Waste Solutions A/S (DK)

    DGE A/S (DK)

    Econ Industries Systems GmbH (Tyskland)

    Fortum Waste Solutions AB (Sverige)

    Krüger A/S (DK)

    Rambøll Danmark A/S (DK)

    TerraTherm Inc. (USA)

    Fakta

    Om Høfde 42

    • Cheminovas deponering af kemikalieaffald ved Høfde 42 på Harboøre Tange skete i 50’erne og 60’erne med tilladelse fra staten, som også selv deponerede kemikalieaffald på stedet. Opgaven for oprensningen er placeret ved Region Midtjylland.
    • Giftdepotet på Høfde 42 blev i sommer/efterår 2006 indkapslet med en 600 meter lang og 14 meter dyb jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. Spunsvæggen blev finansieret af Ringkjøbing Amt og staten.
    • Det er vurderet, at kemikaliedepotet i dag indeholder over 100 tons forurenende stoffer, herunder 7 tons kviksølv. Størstedelen af forureningen består af stoffet parathion, der bl.a. har været brugt til insektbekæmpelse i landbruget.
    • Se mere på www.generationsforurening.dk og www.harboøretange.rm.dk

    Kontakt:

    Formand, Udvalg for Regional Udvikling og medlem af Udvalg for Lighed i Sundhed Bent B. Graversen (V) email: bent.graversen@rr.rm.dk

    Henrik Qvist (Ø) email: hq@rr.rm.dk

    Kontaktoplysninger på medlemmer af regionsrådet

    Kontorchef Morten Bondgaard tlf.: 2933 5564 email: morten.bondgaard@ru.rm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tre-virksomheder-kan-igen-byde-pa-hofde-42-oprensning?releaseId=13679771

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **