Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden
Efter hændelsen i Fields sidste sommer nedsatte Region Hovedstaden en Task Force. Opgaven var blandt andet at se på, hvordan regionen kan styrke psykiatrien. I forlængelse af Task Forcens anbefalinger besluttede Regionsrådet at bruge 32 mio. kr. ekstra hvert år på at styrke behandlingen i de psykiatriske ambulatorier. Derfor skal der nu ansættes mere end 40 nye sundhedsfaglige medarbejdere inden årets udgang.
“Langt størstedelen af de patienter, vi ser i psykiatrien, modtager ambulant behandling. Derfor styrker vi nu den del i psykiatrien, der kommer flest patienter til gode. Det betyder, at vi skal øge bemandingen med mere end 40 nye stillinger inden for forskellige faggrupper. Lykkes det, vil vi kunne tilbyde mere behandling og udredning, flere akuttider og hurtigere visitation til de rette tilbud,” fortæller formanden for Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, Peter Westermann (SF).
F-ACT-teams styrkes
Særligt de såkaldte F-ACT-teams (Flexible Assertive Community Treatment) vil få flere medarbejdere. F-ACT er med til at sikre en stærk tilknytning til patientens hverdagsliv. Et helt centralt element i F-ACT-tilgangen er, at man hurtigt kan intensivere behandlingen – fx med daglige besøg i hjemmet – hvis patientens situation kræver det. I F-ACT-teams arbejder flere sundhedspersoner med forskellige fagligheder sammen om patienten.
Der er i alt 15 F-ACT-ambulatorier i Region Hovedstadens Psykiatri. Ønsket er at ansætte en speciallæge eller en specialpsykolog ekstra til hvert ambulatorie, og yderligere ca. 20 sygeplejersker eller kontaktpersoner med anden faglighed. Desuden skal man ansætte et antal lægesekretærer.
Ifølge Peter Westermann er der god logik i at styrke det ambulante område i psykiatrien:
“Der har længe været meget travlt i psykiatrien. De senere år har vi oplevet en stor tilgang af patienter, og pengene til mere behandling har ikke kunnet følge med. Nu er jeg glad for, at vi tilfører flere midler, så flere patienter kan få ambulant og mere fleksibel behandling, også hjemme, hvis der er behov for det,” siger Peter Westermann.
Proces i flere trin
Da Region Hovedstadens Psykiatri står over for at skulle ansætte mange nye medarbejdere, der er stor rift om, vil rekrutteringsprocessen foregå i flere trin. De første stillingsannoncer slås op i dag. Derefter kommer der endnu en rekrutteringsfase lige efter sommerferien og igen i slutningen af året. Målet er at få besat rundt regnet 40 stillinger.
Den omfattende rekruttering vil have stor effekt i psykiatrien. Både for patienter og nuværende medarbejdere.
“Det er en stor indsats, vi alle skal i gang med. Og den favner mere end at tiltrække kommende medarbejdere. I ambulatorierne skal vi finde plads til vores nye kolleger, og der skal tages godt imod dem. Det vil i en periode stille yderligere krav til vores nuværende medarbejdere. Det er vi selvfølgelig opmærksomme på i ledelsen. Når vi er i mål med denne opnormering, vil vi være flere til at behandle og hjælpe patienterne videre til en bedre hverdag. Det bliver godt,” siger Martin Lund, direktør i Region Hovedstadens Psykiatri.
Kontakt:
Region Hovedstadens pressetelefon: 7020 9588
Pressetelefonen i Region Hovedstadens psykiatri: 2167 4143
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **