Pressemeddelelse fra Folkebevægelsen mod EU
Folkebevægelsen mod EU indkalder tirsdag den 9. maj – på Europadagen – til protestaktion foran Christiansborg. Budskabet er at opstillingskravene til EU-Parlamentsvalg er uretfærdige og trænger til en demokratisk reform.
Folkebevægelsen kommer samtidig med et konstruktivt bud på, hvordan danske politikere kan skabe bedre vilkår for borgere og nye partier, der ønsker at deltage i den demokratisk proces på europæisk niveau.
Samme dag førstebehandles nemlig i Folketingssalen et beslutningsforslag om en ændring af valgloven, der kan skabe ligestilling af kravene for opstilling til henholdsvis Folketinget og Europa-Parlamentet.
Forslaget er fremsat af Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, og lyder: Det skal ikke kræve flere vælgererklæringer at opstille til Europa-Parlamentet, end det kræver at opstille til Folketinget. I dag skal man indsamle hele 72.000 vælgererklæringer for at komme på stemmesedlen ved EU-valg, mens tallet blot er 20.000 for at komme i betragtning til Folketinget.
Folkebevægelsen mod EU opfordrer politikerne til at stemme for beslutningsforslaget.
– Den nuværende lovgivning er diskriminerende og bør laves om hurtigst muligt. Vi skal sikre at flere almindelige mennesker får mulighed for at påvirke udviklingen i EU. Det er en demokratisk rettighed at stille op til valg og bør ikke være et forhindringsløb, at søge indflydelse på den magtfulde institution, som EU er, mener Susanna Dyre-Greensite, formand for Folkebevægelsen mod EU.
Hun peger på, at Danmark er det land i EU, hvor det er sværest at blive opstillingsberettiget til EU-valg. Danmark bør være en demokratisk frontløber, ikke en demokratisk bundskraber, mener Susanna Dyre-Greensite.
Protest-arrangementet finder sted i tidsrummet kl. 08:30-09:30 ved Rigsdagsgården foran trappen til Christiansborg den 9. maj 2023.
Alle er velkomne til at komme forbi, høre taler af og snakke med: Susanna Dyre-Greensite fra Folkebevægelsen mod EU og Søren Søndergaard (Ø). Mød også aktivister, der indsamler vælgererklæringer til fordel for Folkebevægelsen mod EU, så partiet kan stille op ved EU-Parlamentsvalget i 2024.
Se vælgererklæringskravene i andre EU-lande .
Læs mere om problemerne med det danske EU-valgsystem i avisen Faglig EU-Debat her: og .
Se facebook-eventet .
Kontakt:
Formand Susanna Dyre-Greensite email: susanna@folkebevaegelsen.dk
Organisatorisk Næstformand Niels Eriksen email: niels.vasland.eriksen@outlook.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








