Pressemeddelelse fra viggo
Mads Vieth har været CFO i Viggo gennem 3,5 år, men nu indtager han posten som Administrerende Direktør i Viggo Energy, som beskæftiger sig med opsætning af lynladning til elbiler. Stillingen som CFO overtager André Sode, som kommer med erfaring fra blandt andet Saxo Bank og Liva Healthcare, hvor han også stod i spidsen for finansafdelingen.
Samtidig er den nye finanschef i hjemmevante omgivelser, når det kommer til kapitalrejsning, vækst og skalering af startup-virksomheder, og det er netop her fokus er hos Viggo for tiden.
“Viggo som helhed er i vækst, og den udvikling understøtter vi nu. Forretningen skal opskaleres, og derfor er det et helt rigtigt tidspunkt at få André med på holdet. Og så glæder det mig, at vi kan lande en så erfaren profil” siger CEO Kenneth Herschel
“Viggo er en innovativ greentech-virksomhed, hvor jeg har mulighed for at skabe en vigtig og positiv indvirkning på den grønne dagsorden, og blive del af et team som fører an på vejen mod en renere og grønnere planet. Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang” fortæller nyudnævnt CFO, André Sode.
Større fokus på lynladning til elbiler skal skabe ekspansion
Viggo Energy specialiserer sig i at opstille lynladestationer i byområder og har på nuværende tidspunkt tre ladehubs i Storkøbenhavn. Tre bliver dog snart til fire, da endnu en lynladestation skyder frem på Østerbro i København i maj måned. Med den nye station når Viggo Energy op på 28 lynladeudtag. Et antal som forventes at stige til 100 i løbet af de næste 12 måneder.
“Mads har spillet en essentiel rolle i at bygge fundamentet for Viggo Energy, og i hans nye rolle som Administrerende Direktør vil han have endnu bedre mulighed for at forbedre en i forvejen imponerende vækstkurve for urbane lynladestationer“, fortæller Kenneth Herschel
Skub i den grønne omstilling
Viggos mission er at demokratisere opladning af elbiler og gøre det tilgængeligt i byområder, og her planlægger man at sprede sig ud over en lang række lokationer i Danmark og Europa. Ændringerne er en del af de strategiske forberedelser, der foretages for at sætte strøm til vækstplanerne og udbredelsen af bæredygtig persontransport.
Kontakt:
Marketing Manager Lau Mikkelsen tlf.: 51891410 email: lau@viggo.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **