PRM / Ny undersøgelse: Danskerne foretrækker seniorpension frem for Arne- og Arne Plus-ordning

    Pressemeddelelse fra Gigtforeningen

    Undersøgelsen kommer på et tidspunkt, hvor regeringens planer om at afskaffe seniorpensionen og erstatte den med den såkaldte Arne Plus-ordning, vækker hård kritik. Det vil nemlig betyde, at retten til tidlig pension for mennesker, der har deres læges ord for, at de har en stærkt nedsat arbejdsevne, forringes markant. Faktisk må de nedslidte vente yderligere tre år på at kunne trække sig tilbage – og til en væsentligt lavere ydelse. Noget der bekymrer direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind:

    “Arne Plus-ordningen er ikke til den store hjælp for nedslidte mennesker. Den kommer alt for sent – for det er faktisk allerede i 50’erne, de fleste bliver begrænset i deres arbejdsliv pga. smerter. Og så er der altså lang vej, til man fylder 64 og får den her mulighed for at trække sig tilbage. For rigtig mange nedslidte vil afskaffelsen af seniorpensionen betyde, at de skal slæbe sig på arbejde på smertestillende medicin i yderligere tre år. Det er en voldsom forringelse og helt urimeligt.”

    Modviljen bakkes op af et stort flertal af danskerne:

    • 87 % mener, at borgere, der har deres læges ord for, at deres arbejdsevne er væsentligt nedsat, skal have lov til at trække sig tilbage før folkepensionsalderen
    • 76 % mener, at nedslidning skal vægte tungere end antallet af år på arbejdsmarkedet, når det gælder retten til tidlig pension
    • 65 % af dem, som ikke allerede er gået på pension, er bekymrede for, om de kan holde til at arbejde, indtil de er berettigede til at få folkepension
    • 59 % er modstandere af, at borgere, der af deres læge vurderes som nedslidte, først kan gå på pension tre år før folkepensionsalderen

    “Danskernes holdning kommer ikke det mindste bag på os i Gigtforeningen. Når man hver dag er i tæt kontakt med mennesker med gigt- og rygsygdomme, ved man, at det er et spørgsmål, der optager rigtig mange af dem. Medarbejderne i vores rådgivning taler dagligt men gigtpatienter, som lever med daglige smerter. De ville ønske, de kunne blive ved med at arbejde – det betyder alverden for dem. Men smerterne gør det umuligt at fortsætte meget længere. For dem er det helt afgørende, at de kan stole på, seniorpensionen er en mulighed,” siger Mette Bryde Lind.

    Man kan læse om muligheder for tidlig pension på Gigtforeningens hjemmeside.

    Kontakt:

    Marie Kristensen, pressechef i Gigtforeningen, tlf. 2485 4054, mail: MKristensen@Gigtforeningen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-undersogelse-danskerne-foretraekker-seniorpension-frem-for-arne–og-arne-plus-ordning?releaseId=13678966

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **