PRM / Nu er det muligt at søge om etablering af direkte linjer

    Pressemeddelelse fra Energistyrelsen

    Med vedtagelsen af den reviderede elforsyningslov (L37) er der nu banet vej for, at der kan ske en større grad af samplacering af VE-produktion og forbrug via såkaldte direkte linjer.

    Direkte linjer skal give energisektorens mange aktører et bedre incitament til at koble elproduktion og elforbrug direkte, helt eller delvist uden om det kollektive elforsyningsnet.

    Derved bliver direkte linjer et centralt værktøj til at sikre en øget anvendelse af vedvarende energi og grønne teknologier til elektrificering af transport og varmesektoren, for eksempel via PtX og varmepumper, og skal derfor være med til at sætte yderligere skub på den grønne omstilling. Når man fører strømmen direkte til forbrugsanlægget, vil direkte linjer desuden være med til at sikre en bedre udnyttelse af det kollektive elnet, specielt i områder, hvor der er en stor produktion af grøn strøm, uden at det kræver en massiv udbygning af elnettet.

    Sådan søger du om en direkte linje

    Ønsker du at etablere en direkte linje, skal du søge om tilladelse hos Energistyrelsen. Bekendtgørelse om tilladelseskriterier, vilkår og ansøgningsproces for etablering af direkte linjer på land- og søterritoriet, som træder i kraft per 1. maj, fastsætter, hvilke kriterier og betingelser der skal være opfyldt for, at Energistyrelsen kan give tilladelse til etablering af en direkte linje.

    På Energistyrelsens hjemmeside kan du finde mere information om de gældende kriterier og betingelser og læse Energistyrelsens ansøgningsvejledning for direkte linjer.

    Læs mere på Energistyrelsens informationsside om direkte linjer

    Indbydelse til informationsmøder

    Energistyrelsen inviterer til informationsmøder om direkte linjer i maj 2023. Her vil Energistyrelsen informere om ansøgningsproceduren for etablering af direkte linjer.

    Allerede nu kan du finde en ansøgningsvejledning på Energistyrelsens hjemmeside, og der vil på mødet være mulighed for at stille spørgsmål til denne.

    Møderne afholdes:

    • Den 22. maj kl. 10.00-12.00 hos Energistyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V, møderum “Mødesal”.
    • Den 30. maj kl. 13.30-15.30 hos Energistyrelsen, Niels Bohrs Vej 8D 6700 Esbjerg, møderum “Kantinen”.

    Deltagelse er gratis.

    Tilmelding er obligatorisk og foregår ved at udfylde tilmeldingsblanketten.

    Tilmeld dig til mødet i København

    Tilmeld dig til mødet i Esbjerg her

    Deltagere skal registrere sig i receptionen ved ankomst.

    Der er mulighed for at deltage i informationsmødet online. Hvis man ønsker at deltage online, skal man skrive dette i tilmeldingsmailen. Ved onlinedeltagelse vil der ikke være mulighed for at stille spørgsmål til Energistyrelsen.

    Tilmeldingsfristen for begge informationsmøder er d. 16. maj kl 13.00.

    Find mere information om direkte linjer på ens.dk https://ens.dk/ansvarsomraader/el/etablering-af-direkte-linje

    Kontakt

    For spørgsmål om direkte linjer kontakt direktelinjer@ens.dk.

    Kontakt:

    Pressemedarbejder Laura Andersen tlf.: +45 33 95 09 06 email: lrsn@ens.dk

    Pressechef Ture Falbe-Hansen email: tfh@ens.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-er-det-muligt-at-soge-om-etablering-af-direkte-linjer?releaseId=13678883

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **