PRM / Mere nordisk samhørighed i gymnasierne

    Pressemeddelelse fra Københavns Universitet – Det Humanistiske Fakultet

    Køn, identitet, klima, litteratur, nordisk amerikanisering og migration i et nordisk perspektiv er nogle af de temaer, der kommer på skemaet på gymnasier over hele Norden i de kommende år. En initiativgruppe forankret på Københavns Universitet vil skabe ny grobund for nordisk samhørighed med bevillingen fra A.P. Møller Fonden i ryggen.

    Øget nordisk samhørighed var et vigtigt tema for A.P Møller og er fremhævet i Fondens fundats. Og ikke mindst blandt Nordens unge er der brug for at arbejde med forståelsen for det kulturelle og værdiskabende fællesskab i Norden. Netop i dette lys skal Fondens støtte til projektet ses.

    Nordisk sprog, kultur og historie

    Projektets omdrejningspunkt er at udvikle undervisningsforløb, som kan støtte lærere i at arbejde med det nordiske perspektiv i fag som historie, samfundsfag, geografi samt i sprogfagene på Nordens gymnasier. Undervejs skal lærere og elever fra Danmark, Norge, Sverige og Færøerne udvikle, afprøve og kvalificere forløbene, som efterfølgende stilles til rådighed for alle lærere i Norden.

    – Grundtanken er, at vi med nutidige, relevante forløb for eleverne kan skabe oplevelser, som vil styrke den nordiske regionale identitet. Vi ønsker at sikre, at det nordiske perspektiv bliver en integreret del af undervisningen på de mange ungdomsuddannelser, og håbet er, at dette projekt vil spille en nøglerolle i at opnå dette mål, siger projektleder og lektor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, Bergur Rønne Moberg.

    Bred initiativgruppe

    Bag initiativet står en række personer, som alle har været engageret i forskellige former for nordisk samarbejde i sammenlagt mere end en menneskealder. Bertel Haarder, medlem af initiativgruppen, forklarer visionen i projektet:

    – Det gælder om at få unge til at opleve hele Norden som deres kulturelle hjemmebase. For eksempel give dem oplevelser med andre nordiske landes kultur, som da jeg selv som barn læste Selma Lagerlöfs “Niels Holgersens forunderlige rejse” og som teenager Knut Hamsuns “Pan”. Om de “evige snetinders overjordiske rige” og om “Nordlandsommerens evige dag”. Med Finlands og Sveriges medlemskab af NATO er vejen banet for en hidtil uset nordisk renæssance i en turbulent verden. Sammen er vi ikke små, men store og stærke med en velfungerende og respekteret samfundsmodel og verdenskendte kunstnere, film, musik, design og håndværk, inkl. nordisk madkunst. Hvad der mangler, er en nordisk bevidsthed om den fælles kultur og de værdier, som bærer det hele.

    Fakta om NORDUNG

    – Projektet bliver koordineret tæt med organisationen Norden i Skolen, som vil formidle de nye undervisningsforløb og materialer til undervisere over hele Norden.

    – Projektet vil involvere 25 gymnasier og bidrage til, at minimum 10.000 elever vil få et mere kvalificeret nordisk perspektiv i deres uddannelse.

    – Projektet forankres på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og er støttet af A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med en bevilling på 15 mio. kr.

    Initiativgruppen består af

    • Bertel Haarder, fhv. minister
    • Frans Gregersen, professor emeritus, Københavns Universitet
    • Erik Skyum-Nielsen, lektor, anmelder og oversætter, Københavns Universitet
    • Jens Hestbæk, fhv. lektor
    • Thomas Rathlev Henriksen, skole-, kultur- og uddannelseschef, Foreningerne Nordens Forbund og leder af Norden i Skolen
    • Anne Marie Mai, professor, Syddansk Universitet
    • Ane Qvortrup, leder af Center for gymnasieforskning, Syddansk Universitet
    • Malene Monka, lektor, Københavns Universitet

    Projektet går i gang 1. juli 2023 og slutter 30. juni 2026.

    Kontakt:

    Projektleder Bergur Rønne Moberg
    Lektor i nordisk litteratur
    Københavns Universitet
    Tlf. 27595931
    Mail: moberg@hum.ku.dk

    Pressechef Henrik Friis
    Det Humanistiske Fakultet
    Københavns Universitet
    Tlf. 20 56 91 12
    Mail: henrik@hum.ku.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mere-nordisk-samhorighed-i-gymnasierne?releaseId=13678589

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **