PRM / Tre sociale indsatser får varige bevillinger

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Socialforvaltningen

    På socialområdet er mange indsatser finansieret af midlertidige bevillinger, og det giver en stor usikkerhed for både brugere, frivillige og medarbejdere.

    Derfor har Socialudvalget i København en klar strategi om, at de vil sikre varige bevillinger til flere sociale indsatser.

    På udvalgsmødet onsdag den 26. april besluttede Socialudvalget at gøre bevillingerne til tre sociale indsatser varige. Det drejer sig om Clean House 2.0, Café Dugnad og Gang i Gaden.

    “I går sikrede Socialudvalget varige bevillinger til tre indsatser, som på hver deres måde gør en kæmpestor forskel for nogle af de mest udsatte københavnere. Vi vil i udvalget gerne arbejde hen mod, at flere sociale indsatser kan overgå til varige bevillinger,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø) og fortsætter:

    “Det giver en masse uro, når man har en bevilling, der nærmer sig udløb. En uro, der både påvirker medarbejdere og det socialfaglige arbejde. Men som i høj grad også påvirker de borgere, der ikke ved, om det tilbud, der har stor betydning for deres liv, pludselig forsvinder. Det kan vi undgå, hvis flere indsatser kommer over på varige bevillinger.”

    Foruden de tre varige bevillinger blev det på udvalgsmødet også besluttet at afsætte penge til nødovernatningstilbud til hjemløse og til en styrket indsats til børn og unge med spiseforstyrrelser.

    Her er er dog tale om midlertidige bevillinger, der går til hhv. overnatningspladser i vintermånederne og til en styrket screeningsindsats.

    Fakta – nye bevillinger til sociale indsatser i København

    • Café Dugnad – 210.000 kr. (varig bevilling)
    • Clean House 2.0 – 930.000 kr. (varig bevilling)
    • Gang i Gaden – 1,43 mio. kr. (varig bevilling)
    • Nødovernatningstilbud til hjemløse – 770.000 kr. (midlertidig bevilling)
    • Styrket indsats til børn og unge med spiseforstyrrelser – 397.000 kr. (midlertidig bevilling)

    Kontakt:

    Socialforvaltningens pressetelefon tlf.: 23256653

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tre-sociale-indsatser-far-varige-bevillinger?releaseId=13678719

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **