Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer
Landbrug & Fødevarer har været med i arbejdsgruppen om det kommende klimamærke på fødevarer. Arbejdet kulminerer foreløbigt i dag, hvor klimamærket er blevet præsenteret for fødevareministeren.
Gennem hele arbejdet har L&F haft fokus på den dobbelte målsætning med klimamærket, som er at gøre det lettere for forbrugerne at træffe et fødevarevalg med et lavere klimaaftryk og samtidig fremme virksomheders og landbrugets produktudvikling i en retning, der understøtter en fødevareproduktion med lavere klimabelastning.
– For os er det centralt, at Danmark får en opgørelsesmetode, som flugter med den, der arbejdes med i EU. Derudover er det rigtig godt, at virksomhederne får mulighed for at beregne det specifikke klimaaftryk for deres egne produkter. Det vil nemlig give det mest retvisende billede af produkternes klimaudledning, og være et incitament til at gøre det endnu bedre, siger Niels Peter Nørring, klimadirektør i Landbrug & Fødevarer.
Landbrug & Fødevarer ser De officielle Kostråd som en vigtig rettesnor for danskernes ernæring. Der er fare for, at man med et rent klimamærke uforvarende gør det nemmere for forbrugeren at træffe usunde valg, når fødevarer med et ringe næringsindhold kan mærkes som et godt klimavalg.
– Det er derfor vigtigt, at der i det videre arbejde med klimamærket kommer større fokus på ernæringen i fødevarerne. Det er vigtige elementer, som vi stadig mangler at få adresseret, siger Niels Peter Nørring.
Klimamærket består af en skala, som inddeler fødevarer i fem niveauer. Flere trin vil give en større nuance i mærket, og dermed give forbrugerne bedre hjælp og virksomhederne bedre mulighed for at kommunikere om klimaforbedringer.
– Vi havde gerne set, at man først tog endelig stilling til antallet af trin i mærket, når hele opgørelsesmetoden var på plads, siger Niels Peter Nørring.
Kontakt:
Landbrug & Fødevarer pressetelefon tlf.: 33394520 email: presse@lf.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **