PRM / Danske overnatningstal i 2022 er de bedste i EU

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Dansk turisme er kommet stærkt tilbage efter flere udfordrende år med Covid-19. Med i alt 62,7 mio. overnatninger blev 2022 nemlig et nyt rekordår, viser turismens statusanalyse 2022.

    Genrejsningen af branchen skyldes bl.a., at kyst- og naturturismen er kommet godt igennem krisen. Med en stigning fra 39,7 til 45,1 mio. overnatninger fra 2019 til 2022 er det branchens største forretningsområde, og overgår dermed seneste rekordår i 2019. Tendensen med en stigende efterspørgsel efter naturoplevelser og outdoor-aktiviteter, som for alvor accelererede under COVID-19, er dermed fastholdt.

    Danmark har desuden klaret sig bedst sammenlignet med de andre EU-lande ift. det totale antal overnatninger i 2022 relativt til 2019, viser tal fra Eurostat.

    Også turisters tilfredshed med Danmark steget. I turisternes øjne scorer Danmark højt i forhold til strande, oplevelsen af sikkerhed, kvaliteten af spisesteder samt danskernes venlighed og imødekommenhed. Turisternes vurdering af Danmark er også steget når det kommer til historiske seværdigheder, kultur- og fritidsaktiviteter samt shopping- og indkøbsmuligheder.

    “Danmark er et helt særligt ferieland med oplevelser og destinationer, der både er attraktive for danskerne selv og vores udenlandske gæster. Og man må bare sige, at tallene taler deres tydelige sprog – dansk turisme er tilbage i topform. Det er vigtigt, for de mange turister har stor betydning for borgere og lokalsamfund i hele landet, og derfor er det godt nyt, at turisterne både søger ud i kyst- og naturlandet, men også er tilbage i den danske byer. Det er et godt afsæt for udviklingen i de kommende år, som vi sammen skal holde fast i,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.

    Læs hele statusanalysen her. Statusanalysen udgives af det Nationale Turismeforum, som har til formål at styre og koordinere den offentlige turismefremmeindsats i Danmark.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-overnatningstal-i-2022-er-de-bedste-i-eu?releaseId=13678537

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **