Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
De københavnske kulturhuse har fællesspisning i kalenderen, ofte indtil flere gange om ugen. Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning sætter fokus på det fælles måltid i en ny kampagne, der skal samle byen om bordet.
Kampagnen ‘Vi spiser sammen’ skal både gøre københavnerne opmærksomme på de mange tilbud om fællesspisning i byen og få flere til at få øjnene op for stærke lokale fællesskaber og byens mange kulturhuse.
“Fællesspisning er med til at styrke den lokale sammenhængskraft. Måltidet er et naturligt samlingspunkt, og her mødes vi på tværs af alt det, der gør os forskellige i øvrigt. Jeg håber, at vi ved at give de fælles måltider mere opmærksomhed, kan få endnu flere til at sætte sig sammen om bordene rundt om i byen,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
De fælles måltider er vidt forskellige fra sted til sted – nogle steder starter måltidet på klokkeslæt, andre steder er det drop-in-middag i et tidsrum. Nogle steder er der vegansk på menuen, andre steder er der gamle danske klassikere på tallerkenen. Fælles er, at man sidder ved langborde, at arrangementerne er tilbagevendende og åbne for alle, og at prisen også er spiselig – de fleste steder under 80 kroner, og børn spiser ofte til det halve.
Kulturhuset Pilegården i Brønshøj er et af de mange kulturhuse, der arrangerer fællesspisning. Og her har arrangementet været direkte medvirkende til, at flere nu bruger bydelens kulturhus.
“Fællesspisningsarrangementerne her er præget af en hjertevarm stemning, og vores vurdering er, at op mod 70 procent af gæsterne er folk, vi ikke har set før. Det er jo fantastisk, at de fælles måltider kan fungere som indgang for helt nye brugere af kulturhuset,” fortæller Mette Bøgelund Lerstrup Larsen, der driftskoordinator i kulturhuset Pilegården i Brønshøj.
Vil du selv spise med, så finder du alle fællesspisningsarrangementerne via linket
.Fakta
- På BrugByen.nu findes et tema om fællesspisning, ‘Kom og spis med!’, hvor man kan finde et overblik over fællesspisninger i byen.
- Fællesspisning har været på plakaten i de københavnske kulturhuse i mange år. For første gang sætter Kultur- og Fritidsforvaltningen nu fokus på fællesspisningen som et samlet tilbud til københavnerne.
- I 2019 foretog Epinion en undersøgelse om danskernes holdninger til fællesspisning for Maryfonden. Undersøgelsen viste blandt andet, at danskerne primært deltager i fællesspisning for at møde mennesker, og at det desuden skal være tæt på, maden god, og så skal man føles sig velkommen til bords.
Kontakt:
Pressekontakt
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **