Pressemeddelelse fra Energistyrelsen
De store danske ambitioner om mere grøn strøm hænger tæt sammen med udrulningen af en PtX-sektor i Danmark, som skal forsyne danske og europæiske forbrugere og virksomheder med brint og grønne brændstoffer.
Vejledning skal gøre processen for etablering af PtX mere overskuelig
PtX-anlæg er underlagt en række godkendelser og tilladelser, som skal sikre, at anlægget placeres hensigtsmæssigt og overholder krav til blandt andet miljøbeskyttelse og sikkerhed for det omkringliggende samfund. Derfor kræver etablering af PtX-anlæg mange forskellige myndighedsprocesser.
“Vi hører ofte fra sektoren, at de efterspørger mere simple processer og hurtigere sagsbehandling. Med denne vejledning har vi taget det første spadestik til at gøre processen mere overskuelig og simpel,” udtaler kontorchef i Energistyrelsen Sidsel Horsholt.
Formålet med vejledningen er at gøre ansøgningsprocessen lettere for udviklere, der ønsker at etablere et PtX-anlæg i Danmark. Vejledningen præsenterer PtX-aktører for et overblik over de myndighedstilladelser, der kræves for at etablere et PtX-anlæg og peger ansøgerne i retning af relevante informationer og vejledninger fra andre myndigheder. Vejledningen er udarbejdet af Energistyrelsens PtX-sekretariat i tæt samarbejde med de mange myndigheder, der er ansvarlige for de forskellige myndighedsprocesser.
Brug for mere viden?
Som en del af PtX-taskforcen, der blev besluttet med PtX-aftalen i 2022, har Energistyrelsen oprettet et PtX-sekretariat. PtX-sekretariatet er en fælles indgang for henvendelser om PtX og tilbyder vejledning til PtX-aktører, kommuner og andre myndigheder om gældende regulering og samspillet mellem de forskellige processer. PtX-sekretariatet kan henvise til de rette myndigheder, når der er behov for fagspecifik viden.
Læs mere om PtX-sekretariatet på
eller skriv til os på .Kontakt:
Pressemedarbejder Laura Andersen tlf.: +45 33 95 09 06 email: lrsn@ens.dk
Pressechef Ture Falbe-Hansen email: tfh@ens.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **