Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune
På Skovgården Rehabilitering er der plads og senge til 36 borgere, som har brug for hjælp og genoptræning – rehabilitering – indtil de kan flytte hjem igen. Afdelingen blev indviet i 2020 og fik en vanskelig start, også på grund af Corona. Men efter en målrettet indsats er der nu atter optimisme at spore: De uvildige tilsyn fra BDO og Styrelsen for Patientsikkerhed giver topkarakterer, og medarbejderne trives og får ros af borgerne for deres omsorg og faglige dygtighed.
“Det er virkelig dejligt, at det lykkedes ‘at vende skuden’, så vi nu har et tilbud til borgerne, som vi i høj grad kan være stolte af. At det er lykkedes, skyldes først og fremmest hårdt arbejde hos ledere og medarbejdere. Fra politisk side har vi samtidig støttet op med ekstra bevillinger til at løse problemerne med”, siger Louise Mehnke, der er formand for Social- og Seniorudvalget, og uddyber de mange konkrete tiltag:
“Vi har for det første ansat mere personale – sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt en farmakonom og en lægekonsulent. Dermed har det været muligt at fordoble træningsindsatsen og oprette flere forskellige holdtilbud, så der nu også er tilbud om træning i de sene eftermiddagstimer og om lørdagen. Ved at tilknytte en fast neuropsykolog og en talepædagog er hjerneskadeindsatsen optimeret.
I forhold til borgerne er der indført en fast kontaktperson for alle borgere. Det sikres gennem en fast teamstruktur, som gør, at medarbejderne kommer langt tættere på de enkelte borgere”, slutter Louise Mehnke og tilføjer, at sygefraværet nu er reduceret med over 30 pct., hvilket også giver stabilitet og øget arbejdsglæde til glæde for borgerne på stedet.
Skovgården i Humlebæk rummer kommunens døgnrehabiliteringsafdeling og 36 sengepladser. Her varetages pleje, træning og rehabilitering for de borgere, der fx efter en hospitalsindlæggelse har brug for at være indlagt samtidig.
Opholdet er af varierende længde, men svinger typisk fra et par uger til måneder alt efter, hvad man har brug for af hjælp til at nå et bedre funktionsniveau. Man skal visiteres til opholdet og kommunens visitation samarbejder med afdelingens personale om at vurdere behovet for indlæggelse.
Kontakt:
Udvalgsformand Louise Mehnke (A) tlf. 51 23 22 51
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **