PRM / 22 broer og tunneler bliver renoveret i 2023

    Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet

    Vejdirektoratet holder tilsyn med broer og tunneler på og ved statens veje, så de løbende kan blive renoveret, når de har behov. I 2023 arbejder Vejdirektoratet med renovering af 22 broer og tunneler, så de får forlænget deres levetid. Opgaverne spænder lige fra udskiftning af belægning, fuger, isolering, mekaniske komponenter til maling og betonreparationer.

    Det fortæller projektchef Iben Maag fra Bygværksafdelingen i Vejdirektoratet.

    “Vores største broer binder landet sammen. Folk, der bor i nærheden af broerne, er afhængige af dem i deres dagligdag, hvad enten de kører på arbejde, henter børn eller passer deres uddannelse. Derfor er det vigtigt, at vi løbende holder dem ved lige,” siger hun.

    Nogle af de udvalgte bygværker forbinder landsdele, mens andre passerer under eller over motorveje.

    Vejret er en vigtig medspiller
    Årets vedligeholdelsesarbejde udføres på grund af vejrfølsomme arbejder hovedsageligt fra forår til sensommer.

    Vejret er nemlig helt afgørende for flere af de reparationer, som Vejdirektoratet skal udføre på broerne. Derfor er de lagt i en periode, hvor temperaturerne er jævnt høje set over hele døgnet, og med færre timer med nedbør.

    Følg med på trafikkortet
    Vejdirektoratet opfordrer alle trafikanter til at holde øje med skiltningen ved broerne og tunnelerne, følge med i trafikradio eller kigge på trafikkortet.

    Det planlagte bro- og tunnelarbejde i 2023
    Langelandsbroen: Ny belægning sti/fortov
    Farøbroerne: Renovering af lejerne
    Vejlefjordbroen: Reparation af fuger
    Guldborgsundtunnelen: Udskiftning af ventilationsanlæg
    Svendborgsundbroen: Betonreparation af bundplade
    Sallingsundbroen: Omisolering
    Lillebæltsbroen: Maling af kabelklemmer, betonreparationer
    København, Sorterendebroen: Reparation af belægning
    Frederikssundsvejstunnelen: Omisolering af tunneldæk
    Mønbroen: Reparation af bropiller
    Frederikssund, Kronprins Frederiks Bro: Renovering af de mekaniske og elektriske dele
    Kolding – Hylkedalsbroen: Overfladebehandling af ståldragere
    Skive Ådal: Udskiftning af slidlag og fuger på bro
    Gentofte, Bernstorffsvejstunnelen: Udskiftning af ventilatorer
    Møn mellem Kalvehave og Stege: Reparation af vandførende kanal
    Gevninge – Bro over Holbækmotorvejen (Orehøjvej): Omisolering
    Tørring – Bro over Alsted Mølleå (Alsted Skovvej): Reparation af fuge
    Brande – Bro over Brande Å (Vejlevej): Reparation af fuge
    Herning – Bro over Fjederholt Å: Reparation af fuge på vestbro og østbro
    Nyborg – Bro over Fynske Motorvej (Nordmarksvej): Reparation af autoværn
    Ringe – Underføring af Sallinge Å ved Svendborgmotorvejen: Omisolering
    Kruså – Bro med rampe over Sønderjyske Motorvej: Reparation af fuge

    Kontakt:

    Projektchef Iben Maag tlf.: 72447524 email: ibma@vd.dk

    Kommunikationskonsulent Brian Christensen tlf.: 51 21 37 55 email: bch@vd.dk

    Vejdirektoratets pressetelefon: tlf.: 51 83 33 93

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/22-broer-og-tunneler-bliver-renoveret-i-2023?releaseId=13678212

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **