Pressemeddelelse fra Dansk Socialrådgiverforening
– Vi mener grundlæggende, at integrationen skal forbedres, og at de her borgere skal hjælpes tættere på arbejdsmarkedet. Men endnu lavere ydelser og et enstrenget fokus på nyttejob er ikke den rigtige vej. Vi skal i højere grad tænke uddannelse, opkvalificering, sprogundervisning og borgernes helbred ind i indsatserne. Det er den slags, der kan rykke borgerne tættere på arbejdsmarkedet og ordinær beskæftigelse.
– Socialrådgiverne skal have tid og fagligt handlerum til at sammensætte indsatser, som giver mening for borgerne. Hvis de nu skal bruge deres tid på at opfinde nyttejob til tusindvis af borgere, så frygter jeg, at det vil ske på bekostning af de indsatser, som styrker borgerne på den lidt længere bane.
– Regeringen vil sænke ydelserne for tusindvis af mennesker. Der vil være borgere, som ikke længere kan betale for busbilletten til deres traumebehandling, mens andre ikke længere kan betale for deres medicin. Som socialrådgivere ved vi, at det bliver sværere at arbejde med borgernes udfordringer, når de ikke har råd til de mest basale fornødenheder.
Fakta om regeringens forslag:
Regeringen vil udvide gruppen af borgere, som omfattes af beskæftigelseskravet. Fremover skal alle indrejste borgere omfattes af kravet – også borgere indrejst før 2008, som i dag er undtaget.
Det vil betyde, at ca. 14.000 fuldtidspersoner, der i dag modtager kontanthjælp, vil overgå til den markant lavere SHO-ydelse. Dermed får de næsten halveret deres ydelser.
Regeringen vil også indføre en arbejdspligt, som kommer til at omfatte ca. 27.000 mennesker. De skal fremover bidrage 37 timer om ugen for at opretholde deres ydelse.
Det er endnu uklart, hvordan arbejdspligten præcis sammensættes, men statsministeren har lagt op til, at de skal udføre nyttejob.
Gode eksempler på integrationsindsatser, hvor opkvalificering, uddannelse og sprogundervisning tænkes sammen og målrettes ordinær beskæftigelse:
Herning Kommune har haft succes med opkvalificering af ikke-vestlige kvinder til SOSU-faget. Kommunen ansætter kvinderne fra dag ét, og de lønnes som ufaglærte hjemmehjælpere. Undervejs opkvalificeres kvinderne fagligt, sprogligt og samfundsmæssigt med henblik på optag på SOSU-uddannelsen. Herefter er de sikret praktik og efterfølgende ansættelse.
Nyborg Kommune har et tæt samarbejde mellem jobcentret og de mange hoteller og konferencesteder i byen. Virksomhederne ansætter borgerne i praktikforløb, og jobcenteret sikrer dem uddannelse/kurser i rengøring og hygiejne sideløbende med danskundervisning. Efter en kort periode ansættes de ordinært med løn; først på få timer, som så stiger op til en normal 37 timers arbejdsuge.
Kontakt:
Presseansvarlig Martin Xaver Dover tlf.: 53 78 24 68 email: mxd@socialraadgiverne.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **