PRM / Landdistrikter: Fine lokale initiativer i stram finanslov

    Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd

    Regeringen har mandag indgået en finanslovsaftale med SF, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

    Selvom det er en kriseramt finanslov, er der alligevel enkelte lyspunkter set fra et landdistriktsperspektiv, vurderer formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

    Blandt andet er der afsat en pulje på 71,1 mio. kr. til 34 lokale initiativer, hvoraf mange ligger i land- og yderområder, påpeger han.

    – De her midler vil mange steder komme ud og arbejde helt lokalt med at skabe en positiv udvikling. Det er rigtig godt, for vi har brug for gode natur- og kulturoplevelser og udviklingsinitiativer rundt om i landet, hvis vi skal tiltrække nye tilflyttere og få flere turister ud i hele Danmark.

    Derudover fremhæver han elementer som Bredbåndspuljen, en pulje til landsbyfornyelse samt en pulje til ugeaviser, der alle er at finde i årets finanslov.

    – I Landdistrikternes Fællesråd har vi gentagne gange fremhævet behovet for at videreføre Bredbåndspuljen, så vi får løftet alle danskere ind i den digitale fremtid. Derudover har vi ønsket flere midler til landsbyfornyelse og en pulje til ugeaviserne, så den demokratiske samtale sikres i hele landet. Jeg er glad for, at regeringen og aftalepartierne har lyttet og prioriteret alle tre i årets finanslov, siger Steffen Damsgaard.

    Mangler grønne initiativer og fuld trafikal ligestilling

    Dog er der også ting, der glimrer med deres fravær, og det bekymrer formanden for Landdistrikternes Fællesråd. Det handler særligt om trafikal ligestilling. Tidligere har Fællesrådet foreslået at afsætte 48,3 mio. kr. årligt til at indfase trafikal ligestilling af færgedriften til øerne, så det koster det samme at krydse vandet som at køre på vejen.

    – Det danske ørige mærker i den grad konsekvenserne af energikrisen og den høje inflation. Færgepriserne er skudt i vejret, og det har både øboerne og det lokale erhvervsliv mærket konsekvenserne af. Derfor er jeg ærgerlig over, at der ikke er fundet midler til at indføre fuld trafikal ligestilling, for det ville gøre en kolossal forskel for udviklingen på øerne, udtaler Steffen Damsgaard.

    Derudover havde han håbet på flere initiativer til at sikre den grønne omstilling i landdistrikterne. Tidligere på året præsenterede Landdistrikternes Fællesråd et udspil sammen med Finans Danmark med i alt 13 forslag, der skal gøre boligerne i landdistrikterne grønnere. Flere af disse forslag havde Steffen Damsgaard gerne set indgå i finansloven. Det gælder heriblandt et grønt håndværkerfradrag målrettet landdistrikterne.

    Kontakt:

    Kommunikations- og presseansvarlig Eva Østergaard tlf.: 53850136 email: eoe@landdistrikterne.dk

    Public Affairs Konsulent Signe Lauge Bach tlf.: 53850127 email: sba@landdistrikterne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landdistrikter-fine-lokale-initiativer-i-stram-finanslov?releaseId=13678089

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **