Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Health
Du kan på ingen måde være sikker på, hvad der er i de ulovlige tabletter eller injektionsvæsker, som du bestiller hjem over nettet for at forbedre din fysik.
Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, der netop er udgivet i tidsskriftet Drug Testing and Analysis.
Ph.d.-studerende Pia Johansson Heinsvig har undersøgt alle dopingpræparater, som er beslaglagt gennem et år i tre danske politikredse – i alt 764 produkter. Og de kemiske analyser viser, at stofferne langt fra altid indeholder det, der står på emballagen.
Fx indeholder 7% af de flasker og ampuller, der bliver købt hjem, slet ingen aktive farmaceutiske ingredienser. Det vil sige, at brugeren reelt set bliver snydt og måske sprøjter sig med madolie i stedet for steroider, forklarer Pia Johansson Heinsvig.
I 22% af tabletterne og 27% af de olie-baserede produkter stemmer indholdet i produkterne ikke overens med det, som står på pakken. I nogle af tilfældene er der en anden farmaceutisk ingrediens end oplyst – i andre indeholder produktet et ekstra aktivt stof, som brugeren ikke har nogen chance for at opdage.
“Det kan fx betyde, at man får et smertestillende stof i stedet for et steroid – eller et andet steroid end man regner med,” siger forskeren.
Kan give depression, nedsat fertilitet og hjertestop
Det er bl.a. i subkulturer inden for fitnessmiljøer, at danskerne køber præstations- og imageforstærkende lægemidler (PIED’er) som supplement til træning og kost – og de gør det for at forbedre udseende og eventuelle sportslige præstationer.
I Danmark og de fleste andre vestlige lande er stofferne ikke tilgængelige i håndkøb, men de er let tilgængelige online, hvor de kan bestilles illegalt hjem. Produkterne, der bestilles hjem, er enten produceret i større skala i et land, hvor produktion af doping er lovligt, eller lavet i ulovlige laboratorier rundt om i verden.
Den nye undersøgelse er den første af sin slags i dansk sammenhæng. Den viser, at mange forskellige virksomheder leverer præstations- og imageforstærkende lægemidler til det danske marked, og at forfalskede og lavkvalitets-produkter er udbredte.
“På emballagen kan vi se, at produkterne i studiet stammer fra 37 lande – hovedsageligt Indien og USA. Størstedelen af produkterne kommer fra Asien (37%) og den mest populære producent er Alpha Pharma,” fortæller Pia Johansson Heinsvig.
Steroider udgør knap 60 pct. af de beslaglagte produkter. Stoffet udgør et sundhedsproblem, fordi langvarig brug af anabolske steroider kan have alvorlige konsekvenser som hjertekarsygdomme, nedsat fertilitet, leverskader, depression og hjertesvigt.
Fremstår professionelt fremstillet
Man skal ikke lade sig snyde af produkternes professionelle udseende, hvis man er fristet til at købe præstationsforstærkende stoffer online, siger Pia Johansson Heinsvig.
“Selv om produkterne ser troværdige ud, kan de stamme fra virksomheder med lave kvalitetsstandarder eller fra ulovlige produktioner helt uden kvalitetskontrol, hvilket potentielt kan udgøre en yderligere sundhedsrisiko for slutbrugeren,” fortæller hun.
“Mange af produkterne ligner umiddelbart noget, der er fremstillet professionelt, da indpakningen er pæn, ofte med firmanavn og anden relevant information på pakken. Men forfalsket medicin kan indeholde forkerte ingredienser, ingen aktive ingredienser, utilstrækkelige ingredienser, ingredienser af lav kvalitet eller i en forkerte dosis,” siger forskeren.
Fakta:
- Studiet undersøger dopingprodukter beslaglagt af politiet i tre politikredse i Danmark (Nordjylland, Fyn og København) fra december 2019 til december 2020.
- I alt 764 produkter blev beslaglagt i perioden. De blev fx beslaglagt i tolden eller konfiskeret direkte hos brugeren, fordi det er ulovligt at besidde stofferne.
- Studiet beskriver de beslaglagte produkter ift. oprindelsesland, fremstillingsvirksomhed og den aktive farmaceutiske ingrediens angivet på emballagen versus den, der er identificeret ved efterfølgende kemisk analyse.
- Produkterne indeholder blandt andet androgene anabole steroider (fundet i 60 pct. af prøverne), væksthormoner, Viagra og selektive østrogenreceptormodulatorer.
- Mange af produkterne har et professionelt udseende, der opfylder de fleste EU-krav til emballageinformation. Men en del af produkterne indeholder enten ingen eller en forkert aktiv farmaceutisk ingrediens i forhold til den, der står på produktet.
- Produkterne stammer fra 37 lande – hovedsageligt placeret i Asien (37%), Europa (23%) og Nordamerika (13%).
- 193 forskellige virksomheder kunne identificeres ud fra emballagen.
Bag om forskningsresultatet
- Samarbejdspartnere: Nordjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Politi
- Projektet er finansieret af Anti Doping Danmark
- Læs mere:
Kontakt:
Ph.d.-studerende Pia Johansson Heinsvig
Aarhus Universitet, Institut for Retsmedicin
Mobil: 50 95 85 85
Mail: pjni@forens.au.dk
Institutleder Christian Lindholst
Aarhus Universitet, Institut for Retsmedicin
Mobil: +4520939223
cl@forens.au.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **