PRM / Danmarks Almene Boliger inviterer til folkefestivaler over hele landet

    Pressemeddelelse fra BL – Danmarks Almene Boliger

    Vi kan gøre en forskel, når vi gør det sammen!

    Sådan lyder hovedbudskabet i kampagnen “Vi samles” fra BL – Danmarks Almene Boliger. Kampagnen inviterer til en samtale om, hvordan det, at vi engagerer os i hinanden og vores lokalområde, er med til at styrke hverdagsdemokratiet og fællesskabet, der hvor vi bor.

    Det kommer ikke mindst til at ske ved en række folkefestivaler, hvor alle er inviteret – også dem der ikke bor alment. Festivalerne finder sted i Roskilde, Svendborg, Aalborg, Silkeborg og Varde i løbet af foråret.

    Her vil man blandt meget andet kunne komme til gratis koncert med Danser med Piger, redde fællesskabet i Nationalmuseets escape room, møde lokale foreninger, høre de unges bud på fremtidens boligområder og tale med sin nabo ved byens længste kagebord.

    Ifølge BLs formand og direktør i Al2bolig i Aarhus, Allan Werge, er der flere gode grunde til, at det er vigtigt at sætte fokus på engagement og fællesskab.

    “Først og fremmest fordi hele beslutningsgrundlaget i den almene sektor er demokratisk. Det er beboerne, der er med til at bestemme de afgørende ting. Og så er der et behov for at engagere folk i den demokratiske samtale. Og minde hinanden om, at man har en stemme,” siger Allan Werge til Fagbladet Boligen.

    Han peger også på vigtigheden af fællesskab, der hvor man bor. Det betyder noget, at man kender naboen og tager aktiv del i boligområdet, forklarer han.

    “Det giver større trivsel og er med til at forebygge ensomhed. Det at se hinanden, hilse på hinanden og have interesse for hinanden har fordele på så mange parametre, at det næsten ikke kan overvurderes,” siger Allan Werge til Fagbladet Boligen.


    De fem folkefestivaler finder sted her fra kl. 11:00 – 19.00:

    29. april: Boligselskabet Sjælland afholder folkefestival i Roskilde (Ringparken 44, Roskilde)

    6. maj: Domea.dk er vært for en folkefestival i Svendborg (Jægermarken 44, Svendborg)

    13. maj: Himmerland Boligforening er vært for en folkefestival i Aalborg (Sallingsundvej 75, Aalborg Øst)

    3. juni: AAB Silkeborg er vært for en folkefestival i Silkeborg (Kejlstrupvej 51, Silkeborg)

    10. juni: BK Varde afholder folkefestival i Varde (Bytoften 2, Varde)

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationskonsulent Christian Møller Rasmussen email: cmr@bl.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-almene-boliger-inviterer-til-folkefestivaler-over-hele-landet?releaseId=13678001

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **