Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund
Intet mindre end 40.000 har nu meldt sig til Royal Run ’23 i København/Frederiksberg, der finder sted 2. pinsedag den 29. maj.
Mens Royal Run siden den spæde start i 2018 har haft skiftende værtsbyer, har København/Frederiksberg været den eneste by, der har haft værtskabet alle fem år.
Sidste år blev der kort før løbsdagen meldt udsolgt i hovedstaden, men i år er det allerede en måned inden eventet, at Royal Run har solgt alle sine startnumre.
Dorte Vibjerg, der er er administrerende direktør for Sparta Atletik & Løb og løbsansvarlig for Royal Run København, viser stor begejstring over det allerede udsolgte løb i København:
“Det er helt vildt at se, hvor hurtigt det er gået med salget af startnumre i København. At vi så tidligt kan melde udsolgt på alle distancer, vidner om den stigende interesse, der er for at være en del af det store fællesskab”.
Hver fjerde deltager i deres første motionsløb
Det er 40.000 deltagere, der skal tilbagelægge enten One mile (1,6 km), 5 km eller 10 km i København og på Frederiksberg. Den mest populære distance blandt deltagerne er 5 km-distancen, som har næsten 19.000 deltagere.
Mere end hver fjerde deltager ved den store royale motionsfest skal deltage i deres første motionsløb, og deltagerne bestemmer selv, hvorvidt de vil gå eller løbe:
“Royal Run formår at favne alle på tværs af aldre og kondital, og samtidig formår vi at tiltrække mere end 10.000, der aldrig har deltaget i et motionsløb før. Det er jo en sejr i sig selv, at vi kan få endnu flere i bevægelse og blive ved med at tiltrække nye motionister”, siger Dorte Vibjerg.
OM ROYAL RUN
- Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 29. maj 2023.
- Royal Run ’23 finder sted i Aabenraa, Herning, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.
- Der var tilmeldt 91.732 deltagere til Royal Run ’22.
- Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
- Tilmelding og information: .
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Michael Rask email: mira@dif.dk
Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb, vibjerg@sparta.dk, tlf. 22 62 20 26
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








