Pressemeddelelse fra Aarhus Teater
Publikum kan se frem til hele 9 urpremierer og 2 Danmarkspremierer.
På plakaten er blandt andet
- en spritny teaterkoncert med musik af Den Sorte Skole og Marie Koldkjær Højlund (NATTEN – EN TEATERKONCERT)
- en dramatisering af DRs julekalendersucces fra 2020 (JULEFEBER)
- et nyt stykke af stjernedramatiker og – instruktør Christian Lollike, der dissekerer den danske folkeskole (SKOLEKOMEDIEN)
- Og ikke mindst den legendariske svedige og swingende musical i de brølende 1920’ere (CHICAGO).
Billetsalget åbner i dag!
AT drømme, bevæge, mærke, elske, søge, leve, tro og se. De ord har i mange år fulgt Aarhus Teater, når vi præsenterer vores sæsonprogram. Netop nu forekommer de mig mere relevante end nogensinde, og jeg kunne tænke mig at tilføje at ‘håbe’. For i en usikker verden med krig i Ukraine, klimakatastrofer, naturkriser, økonomiske og sociale omvæltninger og meget mere er der brug for det håb, scenekunsten kan tilbyde. Vi har behov for nye øjne på verden, nye drømme og nye håb.
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen
Egenproduktioner Aarhus Teater 2023/24
STORE SCENE
Natten – en teaterkoncert
Med Aarhus Teaters Reumert-vindende forestilling Lyden af de skuldre vi står på (2017) mærkede vi den samlende kraft, der stråler fra vores fælles sangskat. Nu skaber vi en ny original teaterkoncert med fokus på nattens univers. Det bliver et visuelt og lydligt sansebombardement, når vi drager på drømmerejse i den danske sangskat med skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble, Aarhus Teaters Kor og musikeren Marie Koldkjær Højlund på scenen. Iscenesættelse Nicolei Faber, scenografi Julian Juhlin og musik af Den Sorte Skole og Marie Koldkjær Højlund.
Urpremiere 24. aug
Julefeber
Årets familieforestilling er en magisk og smittende fortælling om venskabets kraft og modet til at være tro mod den, man er.
Julefeber er en dramatisering af DRs julekalendersucces fra 2020 og byder på alt, hvad et lystent teaterhjerte kan begære. Vi glæder os tilat fortsætte det vellykkede samarbejde med DR efter Aarhus Teaters udgave af Pagten i 2019. I hovedrollen som Bjørn ses Aarhus Teaters Emil Busk Jensen. Mette Klakstein er balletpigen Frede, mens Bjørn og Gros distræte og drømmende mormor spilles af Jannie Faurschou. Nanna Øland Fabricius (Oh Land) og Jesper Mechlenburgs storhit “Julefeber” får snefnuggene til at danse og i smuk koreografi kan du opleve balletbørn fra Ballet Akademiet i Aarhus. Line Paulsen står for iscenesættelsen.
Urpremiere 9. nov
Skolekomedien
Stjernedramatiker og -instruktør Christian Lollike dissekerer livet i vores allesammens formende og forkætrede folkeskole. Det sker i en vild komedie baseret på autentiske breve og fortællinger fra lærere og elever over hele landet. Et overdådigt hold af Aarhus Teaters skuespillere er på scenen, og Skolekomedien sættes i scene af Christian Lollike selv. Vi glæder os til at se dig i Store Scenes klasselokale til en forrygende og foruroligende komedie om tilstandene i folkeskolen.
Urpremiere 1. feb
CHICAGO
Svedig og swingende musicalklassiker om amoral, jalousi og sensationslyst i de brølende 1920’ere. Den uforlignelige musical CHICAGO har det hele: sex og erotik, sensation og skandale, mord og bedrag! I et fængende og fængslende set-up af uforglemmelige sange, smittende lækker dans og livemusik, der swinger for hårdt. Aarhus Teaters inciterende duo, Amanda Friis Jürgensen og Sofia Nolsøe, giver den fuld charme som Velma og Roxie. Som den dollargrinende Billy Flynn får du Jakob Madsen Kvols og den korrumperede fængsels-mamma spilles af sangerinden Szhirley.
Premiere 2. maj
SCALA
Kong Lear
Eksplosiv tragedie om magt og vanvid. Kong Lear er en af Shakespeares vildeste og stærkeste tragedier, et ubestridt mesterværk, iscenesat af dansk teaters klassikerdronning Katrine Wiedemann. I hovedrollen som Kong Lear kan man opleve dansk film og teaters altid skarpt vibrerende nestor, Jens Jørn Spottag, der i 2023 fejrer 40-års skuespillerjubilæum. Kong Lears yndlingsdatter, Cordelia, spilles af Mette Klakstein og hendes to søstre af Mette Døssing og Anne Plauborg.
Premiere 31. aug
Force Majeure
Med Force Majeure får du en tåkrummende pinlig og vanvittig morsom dissekering af den lykkeligt smilende familie samtidig med, at du kan varme op til årets skiferie. Force Majeure er dramatiseret af Tim Price over svenske Ruben Östlunds prisvindende film af samme navn.
Ruben Östlund er efter sine to seneste film, The Square (2017) og Triangle of Sadness (2022), der begge vandt Den Gyldne Palme i Cannes, en af tidens hotteste og mest kontroversielle filmskabere. Som det kriseramte ægtepar kan du opleve Aarhus Teaters skuespillere Kjartan Hansen og Mette Døssing.
Danmarkspremiere 16. nov
Lady Chatterleys elsker
Moderne klassiker om en kvinde, som stik imod alle konventioner følger sit erotiske begær og vælger livet.
Det unge stjernefrø Dicte C. Houmøller dramatiserer D.H. Lawrences mesterlige klassiker, som hun i sidste sæson gjorde det med Herman Bangs Vej vejen på Aarhus Teater. Instruktionen er i hænderne på Camilla Kold, der i 2022 fik Reumert Talentprisen, mens ligeledes Reumert-præmierede Karin Gille står for scenografi og kostumer. Her får du en sanselig og provokerende historie med seks af Aarhus Teaters skuespillere på scenen – centreret om trekløveret Anne Plauborg som Lady Chatterley, Kjartan Hansen som skytten Oliver Mellors og Christian Hetland som Clifford Chatterley.
Urpremiere 8. maj
STUDIO
Stykkerne på Studio skabes i fællesskab af Aarhus Teaters nye huskunstnere: instruktør og dramatiker Sigrid Johannesen og scenograf Laura Løwe.
En lykkelig slutning
En lykkelig slutning giver dig en malerisk og morbid fortælling om et bedemandsdynasti gennem syv generationer. En historie om umulig og forbudt kærlighed, sitrende og rørende fortalt af Nicolas, der som slægtens næstsidste led står over for en afgørende beslutning. I monologen får han krop og karakter af Aarhus Teaters fabelagtige Christian Hetland. En lykkelig slutning er en dramatisering af Maren Uthaugs anmelderroste roman fra 2019.
Urpremiere 21. sept
Sleeping Beauties
Kvindelige skønhedsidealer kommer under kniven i en forvrænget version af eventyrenes kvindeskikkelser. På scenen er tre unge dansere og en dronning, Snehvides stedmor, i en stærk og betagende fortælling om en moden kvindes begær, seksualitet og kamp med overgangsalderen. Dronningen spilles af Aarhus Teaters Nanna Bøttcher, mens de tre dansere er fra det internationalt anerkendte Holstebro Dansekompagni, skarpt koreograferet af de prisvindende Marie Brolin-Tani og David Cornelius Price.
Urpremiere 7. feb
Peter Pan – Forever Young
Farlig leg på vrangsiden af Peter Pans tillokkende ønskesamfund, Neverland. I eventyret skaber den ensomme og forældreløse Peter Pan et forførende fristed, hvortil han med løfter om evig leg lokker alle de glemte drenge, der længes efter en mor. Figuren har lagt navn til Peter Pan-komplekset, der betegner manden, som på godt og ondt ikke vil være voksen. Peter Pan og Wendy spilles af Aarhus Teaters skuespillere Simon Mathew og Carla Eleonora Feigenberg.
Urpremiere 24. apr
STIKLINGEN
Pan | Sult
Ny dramatisering af to moderne klassikere af Knut Hamsun, der med voldsom sanselighed skildrer antiheltens sjæl og psyke. Ved at dramatisere to énaktere i én forestilling følger vi i samme spor som tidligere med forestillinger bygget på litterære forlæg af Stefan Zweig, Tove Ditlevsen og i sidste sæson Herman Bang. Sult og Pan dramatiseres af henholdsvis Frida Lea Fugl og Johanne Kirstine Fall fra linjen for Dramatisk Skrivekunst ved Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Og to instruktørstuderende, Nanna Bruun og Lasse Lilleng fra Kunsthøgskolen i Oslo, sætter den kontroversielle Hamsuns skelsættende værker i scene. På scenen kan du blandt andet opleve Aarhus Teaters ensembleskuespillere Simon Mathew og Amanda Friis Jürgensen.
Urpremiere 2. nov
ØDE LAGT eller Markise von O … – Faster, Pussycat! Kill! Kill!
Glæd dig til et fedt, flippet og mangestemmigt mash-up af popkultur, historisk drama, alvor, humor og samfundskritik. Dette er europæisk scenekunst til tiden – skrevet af en af tysk dramatiks mest visionære og vedkommende stemmer Enis Maci, der er drevet af ønsket om at finde retfærdighed. En utopi om kvindelig hævn udspillet i et medrivende mix af kostumedrama og roadmovie med Tarantino-vibes. ØDE LAGT eller Markise von O…. – Faster, Pussycat! Kill! Kill! spilles af syv nye skuespiltalenter fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.
Danmarkspremiere 12. apr
I BYEN
10.000 skridt – podwalk
10.000 skridt er en podwalk, hvor syv markante forfattere tager dig på guidet vandring gennem Aarhus. Du inviteres på en tur ind i dine egne empatier og antipatier – og ud af ekkokamrene. Podwalken er instrueret af Sigrid Johannesen og fortællingerne er skrevet af Johannes Lilleøre, Madame Nielsen, Christina Hagen, Sonja Ferdinand, Sofie Jama, Charlotte Strandgaard og Jacob Skyggebjerg. De syv fiktive menneskers historier fortælles bl.a. af Aarhus Teaters skuespillere.
Repremiere – byvandring i Aarhus hele sæsonen – hent app’en Aarhus Teaters Podwalk
Ny UDFLUGT-forestilling i 2024
Vi præsenterer en ny og unik oplevelse under UDFLUGTEN. Titlen præsenteres senere på sæsonen.
Urpremiere i foråret 2024
GÆSTESPIL
Internationalt gæstespil
- Is Any Body Home? A live-film (Gob Squad & Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz) – Scala 7.-9. Feb
Danske gæstespil
- Fra regnormenes liv (Folketeatret) Scala 10.-14. oktober
- Ikke noget pis (Det Kongelige Teater) Scala 21.-24. feb
- Jytte fra marketing er desværre gået for i dag (Nørrebro Teater & Folketeatret) Scala 7.-12. marts
- Hvor stjernerne blinker (Opgang2 Turnéteater) Stiklingen 2.-14. sept
- Tøj (Hvid Støj) Studio 21. nov – 2. dec
- Tone (teaterBLIK) Otto Mønsted Salon 18.-19. okt
RUM FOR FÆLLESSKABER
Ud over vores forestillinger inviterer vi løbende til arrangementer i og udenfor Aarhus Teater, fx Over Torvet (et åndfuldt samarbejde mellem Aarhus Teater og Aarhus Domkirke), Forsamlingshuset – mødestedet for levende samtale, forestillingsintroduktioner og meget andet.
Kontakt:
For yderligere oplysninger, interview og spørgsmål:
Kommunikationschef Morten Daugbjerg
morten.daugbjerg@aarhusteater.dk / 4213 4700
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **