PRM / Affaldsindsamlere fandt 100 ton skrald på en uge

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    Den danske natur og de danske byer fik sig noget af en forårsrengøring, da børn og voksne i hele landet rykkede ud med affaldssække og gribetænger i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling i slutningen af marts.

    I løbet af en enkelt uge blev der indsamlet og registreret mere end 100 ton
    affald.

    Blandt affaldet var enorme mængder engangsemballage – en affaldstype, som årets indsamling satte særligt fokus på, og som de frivillige indsamlere var blevet bedt om at tælle og registrere.

    Samlet set er der ifm. affaldsugen blevet registreret 392.000 stykker engangsemballage – heriblandt 55.000 øl- og sodavandsdåser og 26.000 engangskopper.

    – Det er tankevækkende, at vi på en enkelt uge kan finde så meget affald og så mange stykker engangsemballage i naturen, og det viser tydeligt, at vi som samfund har et problem med vores affald og omgang med ressourcerne. Vi skal blive bedre til at håndtere vores affald forsvarligt, og så skal vi helt generelt undgå at producere så meget affald i første omgang, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, og fortsætter:

    – Hvis vi for alvor skal problemet til livs på den lange bane, er vi nødt til at bryde med den udbredte brug og smid væk-kultur, som engangsemballagerne er et godt eksempel på. Det vil ikke alene skåne naturen for en masse affald, men er også afgørende i forhold til at nedbringe Danmarks enorme ressourceforbrug.

    Se, hvor meget affald der er blevet registreret i de enkelte kommuner

    Rekordstor opbakning til indsamlingen
    Aldrig har så mange deltaget i Affaldsindsamlingen som i år. Danmarks Naturfredningsforening vurderer, at omkring 225.000 børn og voksne var ude at samle skrald i løbet af uge 12.

    Det rekordhøje antal deltagere skyldes ikke mindst, at der til årets indsamling var tilmeldt ekstraordinært mange børn fra skoler og dagtilbud i hele landet. I alt var 188.000 børn ude at samle affald i løbet af hverdagene.

    – Vi er enormt taknemmelig for den store opbakning og det store engagement, vi har oplevet i år. Ikke alene har det betydet, at naturen er blevet lettet for ubegribeligt meget affald – det har også været en god anledning til at minde os selv og hinanden om, hvor vigtigt det er at passe på naturen og på vores ressourcer. For det gør virkelig indtryk, når affaldssækkene er bugnende fulde, og man ved selvsyn bliver opmærksom på, hvor meget affald der ligger og flyder. Derfor er det også fantastisk, at så mange børn deltog i år, så de fra barnsben lærer at tage vare på vores klode, siger Maria Reumert Gjerding.

    Succesfuldt samarbejde med erhvervslivet
    Ud over de mange skoler, dagtilbud, foreninger og privatpersoner, der tog del i den landsdækkende skraldejagt, har Affaldsindsamlingen i år også mødt stor opbakning fra en lang række virksomheder.

    Ikke mindst fra virksomheden NIO, som blandt andet har bidraget med affaldssække til de tusindvis af deltagere. NIO har desuden afholdt en større affaldsindsamling på Kgs. Nytorv i København og stået bag en kreativ konkurrence, hvor de opfordrede de deltagende børn til at lave et skralde-kunstværk af det indsamlede affald.

    Igen i år er Affaldsindsamlingen også blevet støttet af Merrild, der har valgt at donere 1 kr. per indsamlet kilo affald. Med resultatet på 100 ton betyder det en støtte på hele 100.000 kr. til Affaldsindsamlingen. For fjerde år i træk har Merrild også sat et gavekort på 25.000 kr. på højkant i skolekonkurrencen “Merrilds Grønne Pris 2023”. I år gik prisen til Sankt Pauls Skole i Taastrup, som med prisen kan se frem til et område på skolen, der skal omdannes til spændende grønt naturområde med vilde blomster, frugttræer og insekthoteller.

    Herudover er Affaldsindsamlingen støttet af New Loop, Rudolph Care, DKTV, GoBoat, Sol og Strand og Northern Hunting.

    Danmarks Naturfredningsforening takker for støtten og det gode samarbejde.

    ____________________________

    FAKTA: Hvad er Affaldsindsamlingen?

    • Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald og har været afholdt siden 2006.
    • I år fandt Affaldsindsamlingen sted i uge 12 (20.-26. marts)
    • I løbet af hverdagene deltog 188.000 børn fra skoler og dagtilbud landet over, mens den store affaldsuge kulminerede i weekenden med lokale arrangementer i hele landet. Danmark Naturfredningsforening vurderer samlet set, at omkring 225.000 har deltaget i indsamlingen i løbet af ugen.
    • I 2022 deltog op mod 204.000 voksne og børn i indsamlingen, og på blot en enkelt uge samlede de 97 ton affald og 350.000 stykker engangsemballage – heriblandt 25.000 engangskopper og 54.000 øl- og sodavandsdåser.
    • I 2024 finder indsamlingen sted i uge 15.
    • Affaldsindsamlingen er støttet af NIO, Merrild, New Loop, Rudolph Care, DKTV, GoBoat, Sol og Strand, Maxi Zoo og Northern Hunting.

    Kontakt:

    Presseansvarlig i Danmarks Naturfredningsforening Mikkel Faartoft tlf.: 53 57 38 31 email: mikkel@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/affaldsindsamlere-fandt-100-ton-skrald-pa-en-uge?releaseId=13677724

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **