Pressemeddelelse fra Dansk Metal
Regeringen har i dag annonceret et statsligt udbud på 1,25 mia. kr., der skal skabe mulighed for produktion af grøn brint. Det er et vigtigt bidrag til den grønne omstilling af særligt skibs- og luftfarten og den tunge industri. Det er industrier, hvor Dansk Metal har mange medlemmer.
“Dagens statslige udbud af Power-to-X er helt nødvendigt for, at vi får sat skub i den nye danske brintindustri. Danmark skal gribe de muligheder, som lige nu byder sig. Men statslige udbud er ikke nok – vi skal også have dygtige faglærte, hvis den grønne omstilling skal blive en realitet,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen, der er erhvervspolitisk chef i Dansk Metal.
Regeringen har med dagens udmelding samtidig annonceret en forøgelse af havarealerne til havvind fra 15 procent af Danmarks havareal til 30 procent.
“Mere havvind er helt afgørende for, at Danmark når sine klimamål. Men øgede muligheder for opstilling af vindmøller kræver også dygtige faglærte. Derfor må og skal regeringen levere på deres løfter om en historisk investering i erhvervsuddannelserne nu,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.
Kontakt:
Pressechef Rasmus Thye Lynghøj tlf.: 30 76 71 27 email: raly@danskmetal.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **