PRM / Efter nye test: Økologisk Landsforening opfordrer dig til at vælge økologiske æg

    Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

    I dag har Fødevarestyrelsen offentliggjort resultaterne af en ny analyse af økologiske æg, der viser, at det virkede, da Økologisk Landsforening og æggebranchen i januar vedtog at tage fiskemel ud af foderet til æglæggende høner.

    Det skete samme dag, som det var kommet frem, at netop fiskemel var skyld i fund af PFAS i økologiske æggeblommer.

    “Det er hjerteblod for økologien at producere rene fødevarer. Derfor er de analyser, Fødevarestyrelsen har lagt frem i dag en stor sejr for os. For da nyheden ramte os i januar, fik vi hurtigt samlet branchen og sikret et stop for brugen af fiskemel som foder. Det er den handlekraft, der nu lønner sig. Det er den handlekraft, der sikrer, at vi fortsat står med et kvalitetsprodukt, som vi er stolte af at anbefale til alle danskere,” siger Louise Køster, der er forperson i Økologisk Landsforening.

    Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen roser i en pressemeddelelse fra ministeriet den hurtige reaktion fra branchen.

    “Det er utrolig glædeligt, at Fødevarestyrelsen nu har konstateret, at økologiske æg ikke længere har PFAS i forhøjede niveauer. For mig at se er det udtryk for høj fødevaresikkerhed, når det så hurtigt er lykkedes at få lokaliseret og fjernet kilden til problemet – nemlig fiskemel i foderet. Det skaber tryghed og vished om, at der ikke er noget at frygte ved at spise økologiske æg,” siger Jacob Jensen.

    Køb økologiske æg

    Har du som forbruger fortsat forbehold overfor at købe økologiske æg som følge af fundene i januar, bør dagens udmelding fra Fødevarestyrelsen få dig til at revurdere dem.

    “Vi håber, at du vil vælge økologiske æg næste gang, du handler i dit supermarked. Ja, vi vil faktisk opfordre dig til det. For når du vælger økologiske æg, køber du samtidig hønerne mere plads i stalden, du køber dem mulighed for at komme udenfor. Du køber et rent kvalitetsprodukt fra et dyr, der har fået økologisk foder uden kunstigt fremstillede tilsætningsstoffer. De er det sikre valg.”

    “Du og dine børn kan trygt spise økologiske æg,” understreger Louise Køster.

    Økologisk Landsforening glæder sig over, at sagen om PFAS i økologiske æg har fået myndighederne til at lave flere screeninger for PFAS i fødevarer, og at den har skabt fornyet fokus på behovet for et opgør med kemikalier, giftstoffer og syntetiske pesticider i vores fødevarer. Økologisk Landsforening støtter desuden forslaget om et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter, der blev førstebehandlet i Folketinget i sidste uge.

    Kontakt:

    Louise Køster, forperson Økologisk Landsforening
    Telefon: 23937902. Mail: lk@okologi.dk

    Simon Møbjerg Sørensen, kommunikationsmedarbejder Økologisk Landsforening
    Telefon: 25429310. Mail: sms@okologi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/efter-nye-test-okologisk-landsforening-opfordrer-dig-til-at-vaelge-okologiske-aeg?releaseId=13677380

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **