PRM / Nu kickstartes dansk produktion af grøn brint med udbud til 1,25 milliarder kroner

    Pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

    Onsdag åbner det udbud, der skal udmønte 1,25 milliarder kroner til produktion af grøn brint. PtX-udbuddet er et vigtigt skridt på vejen til at kickstarte den danske brintindustri og understøtte det enorme potentiale, som Danmark har for at producere bæredygtige brændstoffer på basis af brint fremstillet ved hjælp af strøm fra vindmøller og solceller.

    “Foråret bliver grønnere, end vi er vant til. Vi investerer nu massivt i den teknologi, der omdanner grøn strøm til brint til industrien og til brændstoffer, som kan få fly på vingerne og hældes i tanken på et skib. Det er et stort skridt på vejen mod vores klimamål og målet om uafhængighed af russisk gas,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

    PtX, eller Power-to-X, er en teknologi, der ved hjælp af elektrolyse bruger elektricitet (power) til at spalte vand til ilt og til brint, der kan indgå i brændstoffer, kemikalier og materialer (X). Danmark har i kraft af de gode forhold for vindenergi et enormt potentiale for at bidrage og blande sig i toppen af det globale marked.

    “Når vinden blæser og solen skinner, skaber vindmøller og solceller masser af grøn energi. Energi, vi kan omdanne til brint og dermed til et nyt dansk eksporteventyr. Samtidigt hjælper vi andre lande med at komme af med den fossile energi. Chancen for en global effekt af den danske indsats stiger, når klima og forretning går hånd i hånd. Det er den vej, regeringen forfølger,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

    Milepæle for dansk brintproduktion

    I PtX-aftalen fra 2022 var der enighed om, at Danmark skal sigte efter at bygge 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030. Udbuddet skal bidrage til at nå det mål. PtX-sektoren er i hastig udvikling, og udover PtX-udbuddet byder 2023 på en række milepæle og tiltag, der skal understøtte udviklingen af sektoren og fremme Danmarks erhvervs- og eksportpotentiale.

    Seneste skridt var indgåelse af en samarbejdsaftale med Tyskland om at muliggøre en landbaseret brintledning fra Danmark til Tyskland. Derudover indkaldes de politiske partier inden længe til forhandlinger om rammerne for den danske brintinfrastruktur.

    Folketinget er i gang med at behandle et lovforslag om blandt andet direkte linjer og geografisk differentierede forbrugstariffer, hvilket styrker rammevilkårene for grønne teknologier som PtX-anlæg ved at muliggøre en øget grad af samplacering af produktion og forbrug. Parallelt arbejdes der i PtX-taskforcen blandt andet på at sikre gennemsigtighed i forbindelse med godkendelsen af PtX-anlæg til gavn for aktørerne på markedet.

    For yderligere oplysninger: Kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på 41 72 38 05

    FAKTA: PtX-udbuddet

    • PtX-udbuddet åbner onsdag den 19. april 2023. Der er afsat 1,25 milliarder kroner til et markedsbaseret udbud, hvor der sigtes efter billigst og størst brintproduktion for budgettet. Det er Energistyrelsen, der står for udbuddet, som blev politisk aftalt i marts 2022.
    • Kun brint, der er produceret med energi fra vedvarende energikilder og lever op til EU’s krav til dokumentation for grønne PtX-brændstoffer, er støtteberettiget. Tilskuddet ydes over 10 år som driftsstøtte og betales per produceret mængde grøn brint.
    • Ambitionen er, at Danmark skal have 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030.

    FAKTA: Brint og PtX

    • PtX eller Power-to-X gør det muligt ved hjælp af strøm (power) fra vindmøller og solceller at producere brændstoffer og kemikalier (X), der kan erstatte fossile produkter i de sektorer, der er svære at elektrificere.
    • Teknologien tager udgangspunkt i, at elektricitet kan bruges til at spalte vand til ilt og brint gennem elektrolyse. Brinten kan bruges direkte i fx lastbiler og i industrien eller omdannes til andre brændstoffer, der kan bruges i fx fly og skibstransport.
    • PtX er et vigtigt skridt på vejen til at nå klimamålene og kan bidrage til et integreret og fleksibelt energisystem ved bl.a. at aflaste elnettet. Med Danmarks eksportpotentiale kan vi samtidig bidrage til andre landes grønne omstilling.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-kickstartes-dansk-produktion-af-gron-brint-med-udbud-til-125-milliarder-kroner?releaseId=13677533

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **