Pressemeddelelse fra DI – Dansk Industri
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har netop meddelt, at regeringen vil fordoble arealet, hvor man må opstille havvind i dansk farvand. Det skaber glæde i Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri.
- Nu handler det om at få en politisk aftale om udbud af mere dansk havvind på plads, så vi får handling bag tallene. Det danske havvindspotentiale er gigantisk, og det skal vi udnytte på bedste vis. Det betyder, at vi – selvom arealerne nu fordobles – skal tænke arealerne klogt, så vi sætter havvindmøllerne tættere, hvor det er muligt. Det giver Klimaministeren her til aften industrien et nik til, og det er afgørende, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
Ved at sætte havvindmøllerne tættere på samme arealområde er det muligt at få plads til mange flere gigawatt havvind, og udmeldingen er, at der skal opstilles omkring en halv gang flere havvindmøller. Dermed kommer grøn strøm svarende til 10 mio. almindelige husstandes årlig elforbrug ud af et areal, der oprindeligt var tiltænkt 6 mio. husstandes forbrug, som kaldes ‘overplantning’.
- Det er glædeligt – ikke bare for os, der ønsker grøn strøm i stikkontakten, men også for den danske industri. En massiv udbygning med havvind vil nemlig give startskuddet til et nyt dansk erhvervs- og eksporteventyr inden for Power to X, og dermed tusindvis af nye grønne job herhjemme, siger Troels Ranis.
Det er nemlig ikke alt den grønne strøm, der skal føres i elnettet, for det kan vores danske elnet hverken absorbere eller transportere. Derfor betyder meldingen fra ministeren, at de danske havvindmølleparker skal bruges til at producere fremtidens grønne brændsler til fly, skibe og industrielle processer, Power to X, som bl.a. skal eksporteres til Tyskland. På den måde bidrager Danmark til den europæiske grønne omstilling.
- Danmark har potentiale til at dække 3 pct. af det globale marked for Power to X og skabe 29.000 nye, grønne job over en 40-årig periode. Men den internationale konkurrence er hård, derfor er puljen på 1.25 mia. kr. afgørende for, at vi kommer hurtigt nok afsted, så vi kan indtage de nødvendige markedsandele. Med flere havvindmøller kommer vi til at kunne føre 4 gigawatt havvind direkte i et Power to X-anlæg, og det stiller os et godt sted, for op til 80 pct. af businesscasen for Power to X handler om prisen på den grønne strøm, siger Troels Ranis.
Branchedirektøren understreger, at der skal en række beslutninger på plads for at gøre Danmark til en brintnation, det gælder bl.a. prisen på strømmen, men der skal også trækkes et kabel direkte fra havvindmøllepark til Power to X-anlæg, som skal forbindes med et brintrør over den dansk-tyske grænse senest i 2028.
Følg os på:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **