Pressemeddelelse fra Lif Lægemiddelindustriforeningen
Der skal sættes hårdt ind over for de brodne kar i kioskbranchen, der ser stort på patientsikkerheden.
For stærk receptpligtig medicin skal kun ordineres af en læge og udelukkende gå til den patient, der har brug for det.
Det slår Lægemiddelindustriforeningen, Lif, fast, efter at TV 2 Kosmopol har afdækket, at flere kiosker i hovedstadsområdet sælger de smertestillende – og receptpligtige – piller Dolol til unge mennesker – eller anviser dem, hvor pillerne kan købes.
“Det er meget bekymrende, at der er så let og ulovlig adgang til stærk receptpligtig medicin. Det er groft uansvarligt af de pågældende kiosker at sælge lægemidler på den måde over disken uden at tænke på patientsikkerheden og de unge menneskers helbred. Jeg kan kun opfordre til, at der bliver slået hårdt ned på de brodne kar,” siger viceadministrerende direktør i Lif, Henrik Vestergaard.
Justitsminister Peter Hummelgaard ser ifølge TV 2 Kosmopol også med stor alvor på afdækningen af unges misbrug af opioidholdige piller.
Han vil afvente en eventuel politiske indgriben, eller yderligere ressourcer til efterforskningen, indtil Rigspolitiet har skabt et overblik over det illegale marked og brugen af pillerne.
Det bifalder Henrik Vestergaard
“Det er vigtigt, at vi handler på baggrund af viden. Men det er lige så vigtigt at huske, at det handler altså om patientsikkerhed. Medicin skal udelukkende ordineres af en læge, og vi skal have sikret, at lægemidler ikke ender i kriminelle miljøer,” siger Henrik Vestergaard.
Kontakt:
Presserådgiver Claus Bøggild email: clb@lif.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **