Pressemeddelelse fra Dansk Transport og Logistik
Hovedpersonerne i en række trafiksikkerhedsfilm er duoen Havshen Nabaz og Kamal Hassan, bedre kendt fra YouTube og DR som Hav og Kamal, samt lastbilchauffør Ronnie Høst Kristensen fra Danske Fragtmænd i Aalborg.
– Målet er at få unge til at være mere opmærksomme på lastbiler og deres egen adfærd i trafikken. Der er nok ikke så mange, som får lov til at køre i lastbil og dermed opleve den respekt, der bør være for lastbilerne, og den forståelse, der kan opstå for chaufførens arbejdsbetingelser, fortæller underdirektør i DTL – Danske Vognmænd Frank Davidsen, der tilføjer:
– Vi ønsker at bidrage med vigtig information til de unge, der endnu ikke er i kørekortsalderen. På en pædagogisk, men samtidig humoristisk facon får de tilført nyttig viden om færden omkring en lastbil og arbejdsforholdene i førerhuset. Derfor vil vi formidle den proces gennem nogen, som de unge med sikkerhed lytter til.
Frank Davidsen henviser bl.a. til, at tusindvis af cyklister hvert år kommer til skade i trafikken. Ifølge nye tal fra forskerne er risikoen for at komme alvorligt til skade eller miste livet på cykel vokset siden 2016, mens risikoen for stort set alle andre trafikanter er faldet.
Messecenter Herning har i Hal F som noget nyt i år etableret et rekrutteringsområde, hvor unge elever fra skolerne i omegnen er inviteret, oplyser Frank Davidsen. – Kampagnen bliver søsat her, og det betyder, at vi har mulighed for at præsentere budskaberne for vores målgruppe og branchen på samme tid, fastslår han.
Forpremieren finder sted på Transport 2023 fredag den 21. april kl. 11.00 på scenen i Messecenter Herning, Hal F. Pressen er velkommen.
Gruppen bag kampagnen, består udover DTL af Applus Bilsyn, Circle K, Danske Fragtmænd, Fagforbundet 3F, If Skadeforsikring og Volvo Trucks.
Kontakt:
Underdirektør Frank Davidsen, tlf. 22 75 28 04
Pressechef Morten Lindbo, tlf. 21 20 14 00
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **