Pressemeddelelse fra Hedeselskabet
Flaget var hejst, da familie, venner og samarbejdspartnere var inviteret til Grænseminde for at fejre mindelegatet. I løbet af dagen fik selskabet også en større rundvisning i området. Det er Peter Bjørnshauge Jensen, der sammen med hans hustru Dorthe og deres tre børn er 3. generation på gården.
Steen Vincens Riber og Carsten Damgaard fra HedeDanmark var til stede for at overrække legatet, hvor der følger 40.000 kroner med. Legatet gives, da det er yderst sjældent, at en person ofrer så meget ad frivillighedens vej og går så stærkt ind i arbejdet med at skabe mere og bedre natur med høj grad af biodiversitet.
Siden overtagelsen af Grænseminde og det 130 hektar store landbrug med produktion af smågrise i år 2000, har Peter Bjørnshauge Jensen løbende udviklet naturprojektet og arbejdet på at øge den kulturelle værdi. Således er der i dag etableret 13 småbeplantninger i det åbne land, to søer på henholdsvis 0,6 og 1 ha i størrelse, plantning af lindetræer langs den offentlige vej samt et helt nyt miljø omkring gården med mere beplantning og nye indkørsler.
Jagt har da også en stor betydning på Grænseminde. Det samme har naturen, dyrene og ønsket om at skabe en naturejendom og mere kulturel værdi for de mennesker, der bor i området eller blot passerer forbi.
– Det har været et mål for os at lave et område, som ikke druknede i landbrug og drift, fortæller Peter Bjørnshauge Jensen.
Variation skaber nye muligheder
Jagt har også en stor betydning på Grænseminde, og jo mere variation der bliver skabt i landskabet, jo bedre er det for vildtet i naturen. Men samtidig gavner det også mange andre dyrearter, påpeger Peter Bjørnshauge Jensen, der virkelig holder af naturen og det at gå og plante, save med motorsaven og gøre det smukt.
– Mange der kommer hertil spørger, om vi egentlig har dyr? For det har de ikke umiddelbart lagt mærke til, og det er jeg glad for, siger Peter om at lykkes med sine visioner.
Mindelegatet fra Hedeselskabet skal efter planen gå til etablering af nye beplantninger samt en forlængelse og videreførelse af lindetræerne langs vejen til den modsatte side af gården.
Kontakt:
Projektchef Vibeke Højen tlf.: 40 37 91 47 email: vh@hedeselskabet.dk
Landmand Peter Bjørnshauge Jensen, tlf.: 20 42 70 16
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **