PRM / Furesøs dagtilbud har høj kvalitet

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    I vinteren 2022 var Furesø Kommunes pædagogiske konsulenter på uanmeldt tilsyn i alle dagtilbud i kommunen. Her fulgte de op på anbefalinger og krav i sidste års tilsyn. Tilsynsbesøgene konkluderer, at alle dagtilbud har høj kvalitet med et anerkendende og positivt børnesyn.

    “Vi ønsker at skabe rammerne for det gode børneliv i Furesø. Her er velfungerende dagtilbud afgørende. Jeg er stolt over det anerkendende og positive børnesyn, der går igen i alle dagtilbud. Det giver et godt pædagogisk læringsmiljø og er en forudsætning for, at alle børn kan udvikle sig og trives i trygge rammer. Fra vores samrådsmøde i marts, hvor vi som udvalg mødtes med repræsentanter for forældrebestyrelserne, ved vi, at også forældrene vægter dette højt”, siger Muhammed Bektas (A), formand for Børn og Skole.

    Forældrebestyrelser inddraget

    Tilsynsrapporterne er lavet efter en tilsynssamtale i dagtilbuddet med lederen, en forælder og en medarbejderrepræsentant. Den drøftes siden i hvert dagtilbuds forældrebestyrelse, på personalemøder og offentliggøres på dagtilbuddets hjemmeside.

    “Jeg er glad for involveringen af forældrebestyrelserne i både tilsynssamtalerne og i det opfølgende arbejde. Jeg er overbevist om, at forældrenes engagement i deres børns dagtilbud er med til at styrke kvaliteten. Det er vigtigt, at vi hele tiden har fingeren på pulsen i forhold til forældrenes oplevelse af kvaliteten i vores dagtilbud,” siger Anders Medum Groth (B), næstformand i Børn og Skole.

    Fire udviklingstemaer i fokus

    På baggrund af tilsynene er der identificeret fire udviklingstemaer; ‘leg’, ‘voksenpositionering i forhold til børnene’,’ modtagelse af nye medarbejdere’ og ‘børnesynet’. I forhold til leg kan arbejdet styrkes yderligere med fokus på balancen mellem struktureret leg, guidet leg og fri leg og indretning af de pædagogiske læringsmiljøer. I alle dagtilbud observeres et anerkendende og positivt børnesyn. Samtidig kan børneperspektivet og børnenes engagement og intentioner inddrages yderligere i tilrettelæggelsen af de pædagogiske aktiviteter.

    Leg på dagsordenen

    De fire udviklingstemaer blev drøftet på samrådsmødet den 16. marts 2023 og vil blive drøftet af medarbejdere og ledere i samarbejdsforummet CenterMED for dagtilbud den 4. maj. De enkelte dagtilbud arbejder også videre med udviklingstemaerne. Dagtilbudslederne og de pædagogiske konsulenter laver desuden fælles aktiviteter på tværs af dagtilbudsområdet og sætter fx leg på dagsordenen den 15. maj 2023 til læringslaboratorie for de faglige fyrtårne, der er pædagoger, som sammen med deres dagtilbudsleder understøtter arbejdet med den styrkede læreplan.

    Kontakt:

    Muhammed Bektas (A) email: mbe1@furesoe.dk

    Anders Medum Groth email: mdg1@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/furesos-dagtilbud-har-hoj-kvalitet?releaseId=13677395

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **