PRM / Nu bliver 5.000 offentlige arbejdspladser spurgt, om de arbejder med innovation

    Pressemeddelelse fra Center for Offentlig-Privat Innovation

    Hvor mange sygehuse, børnehaver og plejehjem er innovative?

    Det er spørgsmålet, når CO-PI for fjerde gang tager temperaturen på innovation i den offentlige sektor.

    CO-PI har indgået en aftale med Danmarks Statistik og Epinion om Innovationsbarometer 4.0. Dataindsamlingen til fjerde runde begynder den 17. april, og de første resultater forventes offentliggjort senere i år.

    Giver et unikt indblik i offentlig innovation

    Analyseansvarlig i CO-PI Marie Munch-Andersen kalder det “historisk”, at undersøgelsen nu gennemføres for fjerde gang.

    “Innovationsbarometeret har helt fra begyndelsen givet os et unikt indblik i offentlige arbejdspladsers arbejde med innovation, og med den nye runde kan vi for alvor begynde at se, hvordan området har udviklet sig i de otte år siden den første dataindsamling,” siger Marie Munch-Andersen

    “CO-PI er sat i verden for at fremme offentlig og offentlig-privat innovation. For at gøre det er vi nødt til at vide, hvad der faktisk foregår ude på de offentlige arbejdspladser. Er innovation overhovedet noget, der sker? Hvordan er man kommet frem til løsningerne? Og hvilken værdi skaber de?” fortsætter hun.

    Fokus på offentlig-privat innovation

    CO-PI målte for første gang innovationen i den offentlige sektor i 2015.

    I 2020 blev graden af innovation på offentlige arbejdspladser også målt. Seneste måling viste, at fire ud af fem offentlige arbejdspladser er innovative.

    I den nye udgave vil der blandt andet blive spurgt mere ind til innovative offentlige indkøb samt til innovation skabt i offentlig-privat samspil.

    “Vi ved fra den seneste runde, at 26 procent af de offentlige innovationer bliver til i samarbejde med private virksomheder. Inden året er slut ved vi, om det stadig gælder – og som noget helt nyt ved vi også, om samarbejdet har resulteret i et innovativt indkøb. Der er store potentialer i at tænke innovation og indkøb sammen, men der er ikke meget data på området,” siger Marie Munch-Andersen.

    OM INNOVATIONSBAROMETERET

    – Innovationsbarometeret var verdens første officielle statistik over offentlig innovation, da CO-PI sammen med Danmarks Statistik første gang offentliggjorde den i 2015.

    – Anden udgave blev offentliggjort i 2017, mens tredje udgave blev offentliggjort i 2020.

    – Dataindsamlingen til fjerde udgave begynder den 19. april 2023. De første resultater forventes offentliggjort senere i år.

    – Hovedformålet med Innovationsbarometeret er at inspirere arbejdspladserne i arbejdet med at øge kvaliteten og effektiviteten gennem innovation ved at vise, ‘hvad de andre gør’. Og at give den offentlige sektors beslutningstagere et solidt fundament for arbejdet med at udvikle den offentlige sektor.

    Kontakt:

    Kommunikationsansvarlig Paul Sauer tlf.: 61813103 email: ps@co-pi.dk

    Analyseansvarlig Marie Munch-Andersen tlf.: 20527606 email: mih@co-pi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-bliver-5000-offentlige-arbejdspladser-spurgt-om-de-arbejder-med-innovation?releaseId=13677119

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **