Pressemeddelelse fra Regionshospitalet Randers
Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der i 2023 finder sted fra fredag den 21. april til og med fredag den 28. april. Formålet med festivalen er at danne mødesteder mellem forskere og borgere, og i år deltager Regionshospitalet Randers med to spændende oplæg med forskellige sundhedsfaglige afsæt.
Først gør de ph.d.-studerende Ida Kaad Faurschou og Helene Rask Dalby dig klogere på alt det vi ved og ikke ved om pilonidalcyster og divertikler – i folkemunde bylddannelse mellem ballerne og udposning i tyktarmen.
Begge sygdomme er hyppigt forekommende, men alligevel har vi reelt set en ringe forståelse af, hvorfor de opstår, hvordan vi bedst forebygger og behandler tilstandene og ikke mindst af, hvordan de påvirker livskvaliteten.
Gennem forskning forsøger Regionshospitalet Randers at tilvejebringe ny viden om de to sygdomme, så der i fremtiden er bedre mulighed for forebyggelse og behandling af lidelserne.
Mysteriet om kvindens underliv
I det andet oplæg stilles der skarpt på mysteriet om det kvindelige underliv, hvor forskere fra Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Randers i deres oplæg går helt tæt på kvindelige sundhedsudfordringer.
Her bliver du klogere på blandt andet forebyggelse og behandling af livmoderhalskræft, HPV og den tilhørende vaccine, et nyt behandlingstilbud på hospitalet i form af vaginal laserbehandling, vejen til et sundere graviditetsforløb samt D-vitamins virkning under graviditeten.
Oplægsholderne er ph.d.-studerende Sine Jacobsen og Vibe Bertelsen, forskningsårs-studerende Nanna Svensson og Silke Rossau samt akademisk koordinator, forskningskoordinerende overlæge, ph.d. og klinisk lektor, Pinar Bor.
Arrangementet foregår i auditoriet på Regionshospitalet Randers. Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding.
Læs mere om de faglige oplæg
.Læs mere om Forskningens Døgn
.Program for oplæg:
Onsdag d. 26/4
15:00-16:00
Divertikler og pilonidalcyster (Udposning på tarmen og bylddannelse mellem ballerne)
16:00-17:00
Mysteriet om det kvindelige underliv
Hvor: Auditoriet, Regionshospitalet Randers, Indgang B (herefter til venstre), Skovlyvej 9, 8930 Randers NØ. Parkering findes i parkeringshuset på Kirketerpsvej.
Kontakt:
Kommunikationsmedarbejder Jesper Krogshave tlf.: 23 28 37 59 email: jeskrh@rm.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **