PRM / Sofie Carsten Nielsen rykker til DI: Skal løfte biosolutions-området i Europa

    Pressemeddelelse fra DI – Dansk Industri

    Sofie Carsten Nielsen skifter 1. maj Folketinget ud med en nyoprettet position som EU Bio Project Director i Dansk Industri, hvor hun får ansvaret for at opbygge en ny og handlekraftig europæisk biosolutions-koalition.

    Det er et samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden og DI, som står bag planerne. Koalitionens opgave bliver at styrke EU-politikernes bevidsthed om det store grønne potentiale i biosolutions og at for at forbedre EU’s regulatoriske rammer for biosolutions-sektoren. Målet er, at flere biologiske løsninger hurtigt kan komme på markedet og bidrage til Europas bæredygtige udvikling.

    – Biosolutions kommer i de kommende år til at spille en afgørende rolle for både samfund, sundhed og klima. Derfor er det vigtigt og glædeligt, at vi i denne stilling kan ansætte en så stærk og erfaren kapacitet som Sofie Carsten Nielsen, der har stor viden og indsigt, og som er vant til at navigere i komplekse dagsordener, siger adm. direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen.

    Sofie Carsten Nielsen har udover sin baggrund som blandt andet forskningsminister været formand for Radikale Venstres EU-udvalg og næstformand for Nyt Europa, ligesom hun var De Radikales spidskandidat til EU-Parlamentsvalget 2009 og har arbejdet som politisk konsulent i Europa-Parlamentet. Hun var indtil i dag Radikale Venstres Europaordfører.

    – Jeg glæder mig til samarbejdet med både Sofie Carsten Nielsen og vores europæiske søsterorganisationer. Og jeg vil kvittere for endnu et vigtigt samarbejde med Novo Nordisk Fonden i arbejdet for at fremme dansk erhvervslivs muligheder for at forbedre det danske samfund, fortsætter Lars Sandahl Sørensen.

    Koalitionens fundament bliver DI’s tætte relationer til andre europæiske erhvervsorganisationer samt DI’s EU-kontor i Bruxelles. Ligeledes vil DI’s netop lancerede biosolutions-politik være et afsæt for arbejdet. Sofie Carsten Nielsen får arbejdsplads i Industriens Hus på Rådhuspladsen med hyppige ture til Bruxelles og andre EU-lande.

    – Jeg glæder mig til at begynde arbejdet for at få biosolutions højere op på den europæiske dagsorden. Biosolutions kan blive en kæmpe gevinst for klimaet og den grønne omstilling. Og det haster for EU med at få tidssvarende regler og godkendelsesprocedurer. Biosolution-løsninger – naturens egne metoder kombineret med fremragende forskning – er simpelthen geniale. Og at arbejde med det på den europæiske dagsorden er et perfekt match for mig, siger Sofie Carsten Nielsen.

    Danske virksomheder er verdensførende inden for biosolutions. Problemet i dag er, at EU-regler er blevet en obstruktion for, at danske og andre EU-virksomheder kan bevare og udvide positionen som globale storspillere på bio-området. Især de meget lange godkendelsesprocedurer og stramme restriktioner på nye bioteknologier er problematisk for virksomhederne og den grønne omstilling.

    Sofie Carsten Nielsens stilling er en projektansættelse fra 1. maj til 31. december 2025. Projektet finansieres i samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden og DI.

    – Der er brug for en større europæisk forståelse af potentialet i biosolutions som en del af den grønne omstilling for at imødegå miljø- og klimaforandringer. Med dette projekt kan vi øge kendskabet til biosolutions i en europæisk kontekst, og det kan øge muligheden for at forske, udvikle og drive virksomhed og skabe grønne arbejdspladser i Europa, siger adm. direktør i Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen.

    Biosolutions dækker over løsninger, der udnytter naturens egne mikroorganismer – såsom enzymer, bakterier, gærceller og naturlig plantebeskyttelse – igennem fermentering og bioraffinering. Potentialet er enormt. Eksempelvis vurderer en nylig rapport fra Copenhagen Economics mulighed for globale CO2-reduktioner fra biosolutions på 4.300 mio. tons i 2030. Det svarer til 8 procent af verdens samlede udledninger.

    Følg os på:




    Kontakt:

    Pressekoordinator Lars Bøgeskov, 22363138, LARB@DI.DK

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sofie-carsten-nielsen-rykker-til-di-skal-lofte-biosolutions-omradet-i-europa?releaseId=13677129

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **