PRM / Derfor har elfirma stor succes med at finde lærlinge

    Pressemeddelelse fra VS Automatic

    I løbet af det seneste år har der været historier om både lærlingemangel og lærepladsmangel i medierne, men tal fra El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat, EVU, viser et andet billede. I 2022 blev der nemlig indgået rekordmange uddannelsesaftaler mellem elektrikerlærlinge og virksomheder og hele 10 % flere end i 2021.

    Hos VS Automatic A/S har man længe haft succes med at finde de ønskede lærlinge, og hver fjerde ansatte i den horsensianske virksomhed er lærling.

    Proaktivitet og et ungt arbejdsmiljø
    Ifølge Torben Steffensen, direktør i VS Automatic A/S, skyldes det blandt andet, at virksomheden er proaktiv i sin kontakt til studiestederne og de studerende.

    “Vi tager direkte kontakt til erhvervsskolerne og beder dem gøre eleverne opmærksom på, at vi gerne vil have dem,” siger Torben Steffensen. “Vi er også aktive på lærepladsen.dk, hvor de studerende kan klikke ind og finde os.”

    Direktøren peger også på det unge arbejdsmiljø i virksomheden, når han skal forklare, hvorfor kommende elektrikere søger mod VS Automatic A/S. De nye lærlinge bliver en del af et velfungerende socialt fællesskab, og på grund af virksomhedens størrelse kan flere studiekammerate følges ad og begynde i lære i firmaet samtidig.

    De unge er engagerede
    I VS Automatic A/S prioriterer Torben Steffensen arbejdet med at finde lærlinge, fordi han godt kan lide at arbejde med unge mennesker.

    “De er engagerede og stiller krav til deres læreplads på en anden måde end tidligere,” siger han. “Jeg kan godt lide, at man kan være med til at forme dem, men at der også er gang i den, og de kan svare lidt igen.”

    Selvom det er en omkostning for en virksomhed at lære nye elektrikere op, er det ifølge Torben Steffensen godt givet ud. Ikke mindst fordi den grønne fremtid er baseret på digitale løsninger, og at der derfor vil være et stort behov for elektrikere og elinstallatører i fremtiden.

    “Allerede efter de første par år er de mere selvstændige,” siger han. “Vi har en lærling, som specifikt bliver efterspurgt af kunderne, selvom han ikke er færdiguddannet. Det gør han, fordi han er dygtig og imødekommende.”

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/derfor-har-elfirma-stor-succes-med-at-finde-laerlinge?releaseId=13677207

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **